VESTFOLD OG YNGLINGEA5TTEN 57 Bygden Slagen, hvor Osebergskibet blev fundet ()(). Osebergfundet er ved sin rigdom paa vakkert udskaarne træ- arbeider, slædehoveder, vognkarmer, træbretter, senger og andet, omtrent uden sidestykke nord for Alperne. Hvor sikkert maa ikke kunstneren have arbeidet, som uden linjal og passer har magtcl at trække sine slyngninger og figurer! Hvor ypperlig udskaaret er ikke dyrehovederne, og hvor vakre og fine er ikke slyngningerne! Der er i udskjæringerne en rigdom, som virker næsten overvæl- dende. Endda vakrere er det kanske i vore øine, naar kunstneren paa et af slædehovederne lader dyrets hals være glat, forat formen kan fremtræde saa meget mere virkningsfuldt. Menneskehovederne paa vognbommene er udSkaaret saa fortræffelig at vi næsten kunde kalde dem portræter. De to af dem viser os en mand med vel- pleiet haar og skjeg, med lange knebelsbarter og baand rundt panden, mulig ogsaa med haaret flettet paa siderne - med andre ord et kulturmenneske. Paa vognkarmen ser vi figurfremstillinger: en mand omslynget af orme paa den ene side og paa den anden en kvinde, som holder tilbage en mand, som vil dræbe en rytter. Denne kunst, som er saa l-in og gjennemført, saa rig i enl(elthederne og saa formsikker og dristig i de store linjer, staar paa høide med hvad Vesteuropas folk ved denne tid magtede at frembringe. Der maa paa Vestfold have været en gammel kunstskole, som i menneske- aldre før vikingetiden har udviklet sin stil og sin faste teknik.
