56 VESTPOLD OG YNGLINGEÆTTEN [Amatørfot. afJob. Dyring, l.arvik.1 Bygden omkring Kaupang. kaldt Stedet „kaupangenl i Skiringssal“, ligesom trønderne kaldte Nidaros „kaupangen i Trondheim“. Ytterst ude ved Vikslìorden, en l]erdingsvei fra Tjølling kirke og ved en landevei, som fører op til kirken, ligger gaarden l(aupang. Nu er den delt i flere smaagaarde, men engang maa det have været en storgaard. I-ler, hvor navnet viser, at der for- dum har været en handelsplads, har vel kaupangen i Skiringssal ligget. Forbindelsen med fremmede lande og velstanden hjemme gjorde, at Vestfold tidlig blev et af kulturens arnesteder“i Norge. Oseberg- fundet, som sættes til førstningen af det 9. aarhundrede, har givet os et ganske nyt og uanet indblik i, hvor høit nordmændene alt for elleve hundrede aar siden stod i kultur. Skibet blev fundet i en haug paa fladlandet nedenfor gaarden Oseberg og lige ved en liden elv, som det vel er blevet ført opover. Paa Oseberg (d. e. æsernes berg) har der sandsynligvis, som navnet viser, været en helligdom, viet til æserne. I nærheden laa andre gamle helligdomme, f. eks. det ældgamle l-Iorgen (af hǫrgr og vin) og de til Balder og hans bane- mand Hød viede helligdomme Basberg (Baldrsberg) og l-Iassum (Haðsheimr). Bygdens hellighed har vel gjort, at kongsdatterens eller dronningens lig blev flyttet hid. Hendes hjem var vistnok paa Sæheim, som ligger vel en fjerdingsvei borte, og hvorhen der fører rodelagt vei. Oseberg selv, som ligger oppe paa aasen og lige indpaa skog og ulænde, kan aldrig have været nogen høvdinggaard. ’ 0ldnorsk kaupangr betegner „markedsplads, handelsplads“.
