348 NORGE VED lOl5 datter af Haakon jarl var ogsaa gift paa Oplandene og blev mor til den senere jarl Orm Eilivsson. Oplandene havde hidtil saa at sige ligget udenfor Norge. De havde styret sig selv og taget liden del i det gjærende liv i tiden. Det var længe siden dengang, da hedemarkingerne var en af de mægtigste og mest krigerske stammer paa den Skandinaviske Halvø. Nu sad de mest hjemme paa gaarden, drog lidet i viking og havde da ord for ikke at kunne andet end at drikke øl. Folk var endnu hedenske, og kristendommen havde ikke trængt ind her som andetsteds i Norge. Først med Olav Haraldsson skulde Oplandene blive en del af Norge. XLVII. OLAV HARALDSSONS PØRSTE AAR m vinteren fremstillede Olav sine planer for Sigurd Syr og sin mor Aasta. Sigurd Syr var en fredsommelig mand, som nødig vilde ro sig længer ud, end at han trygt kunde komme til land igjen. Men Aasta talte ivrig sin søns sag, og det endte med, at Sigurd lovede at hjælpe sin stedsøn. Først gjaldt det at vinde oplændingerne. Olav var kommet hjem med store rigdomme, og mere end overtalelser virkede hans guld og sølv, som de fredlige konger paa Oplandene vel ikke eiede meget af. „Denne vinter uddelte kong Olav guld og sølv mellem oplændingerne og gav til høvdinger og drog under sig venskab og mange mænd,“ siger sagaen. Mellem Ringerike og Oplandene var der livligt samkvem, og kongerne kom ofte til gjestebud hos hverandre. Paa disse møder talte Sigurd Syr Olavs sag. Snorre fortæller, at kong Rørek talte imod og sagde, at naar der var konger indenlands, styrede de med Overmagt og uretfærdighed, og ingen fik raade sig selv; men havde de udenlandske konger over sig, var de mere selvstændige og kunde gjøre, som de selv vilde, naar de bare gav den skat, som blev krævet. Hans bror Ring talte derimod for og vilde heller, at hans frænde skulde være konge over Norge end udenlandske høv- dinger. Ude iblandt folket var nok ikke fremmedkongernes herre- dømme saa omtykt som mellem høvdingerne, almuen vilde helst paany faa en af Harald Haarfagres æt til konge i Norge. Tilslut blev dog kongerne og de vigtigste høvdinger vundet. Der blev
