346 NORGE VED lOl5 om nætterne; han gav dem agerland til at saa korn paa for sig selv og føre sig afgrøden til vinding.- Han fastsatte værd og løsepenge for enhver af dem; mange løste sig efter det første aar eller det andet, men alle, som det var nogen trivsel ved, løste sig paa tre vintre. Med disse penge kjøbte Erling sig andre træler; men nogen af sine frigivne viste han til sildefiske og no- gen til anden virksomhed; nogen ryd- dede skoger og gjorde sig gaarde dér, og alle satte han i en eller anden god vei.“ Gaar vi fra Rogaland til Agder, saa vil vi dér, ligesom tilfældet var hele middelalderen igjennem, ikke linde mange stormandsætter.i Mellem disse kan nævnes efterkommere af skalden Tjodolv fra Kvine i Kvinesdal og af Harald Haarfagres frænde Nereid jarl i Øster-Agder. Til denne æt hørte Øyvind Urarhorn (uroksehorn). Han var en stor viking og traadte tidligi Olav Haraldssons tjeneste, kjæmpede ved hans side ved Nesjar og blev hans hirdmand og gode ven. Paa Oddernes kirkegaard (nær l(ristiansand) staar en tre og en halv meter høi bautasten, som Bautasten paa OddCffieS kirkegaard minder om denne slegt. Paa bredsiden Ved KYî8ÍË“0WïÖ- af stenen er der en indskrift, som neppe er yngre end aar 1000, og som fortæller, at den er reist til minde om Nereids søn. Siden blev der paa smalsiden af stenen ved midten af ll. aarhundrede hugget en ny indskrift, sat af en søn eller ætling af den i ung alder omkomne Øyvind Urarhorn. Paa denne læser vi: „Øyvind, Olav den helliges gudsøn, gjorde denne kirke paa sin odel.“ Agder dannede overgangen mellem Vestlandet og Øst- landet. Vester-Agder regnedes til Vestlandet, Øster-Agder hørte nær- mere til Østlandet. Viken var delt mellem danekongen og sveakongen. Paa Op- landene raadede endnu fylkeskonger. De fleste af disse var kommet
