SUDERØERNE 0G MAN 315 i aarets løb. - Slig mødtes i gammel tid rundt om, hvor nordmænd byggede, „lagretten“, som dømte og forberedte alle sager til vedtagelse af tingalmuen. l.agretten var omgivet af „fredhellige baand“ og fredet paa lignende vis som tingvoldretten paa Man. Saaledes gir Forfatningen paa Man os et levende billede af vore forfædres retsorden og samfundsskik i gamle dage. „Med lov skal land bygges og ikke med ulov ødes,“ det var deres valgsprog ikke bare i hjemmet, men overalt, hvor de satte bo. Derigjennem magtede de ikke bare at seire og vinde lande, men at grunde nybygder, hvor norrønt sprog og norrøn samfundsskik holdt sig gjennem aarhun- dreder. Og underligt er det, at vi“paa de Britiske Øer, fjernt fra hjemmet, mellem folk, som taler et fremmed maal, har de sidste levninger af de gamle nordmænds ting, som blev holdt under aaben himmel til vern om frihed, lov og ret. Forfatningen er dog ikke det eneste minde om vore forfædre der vesterpaa. Den norske øres-vurdering af jorden er blevet her- skende paa Hebriderne og i Vest-Skotland. Som en levning fra hedensk tid kan nævnes, at folk paa Hebriderne næsten ned til vore dage brugte at „gaa til frett“ (oldn. frett, hvoraf gælisk frith) for at faa fremtiden at vide. Spaamanden tog sine varsler den første man- dag i hvert maanekvarter og lige før solopgang. Rundt om paa Man og Hebriderne kan en den dag idag i folkets udseende og lynne, i sagn og eventyr, i sprog og i navne finde spor af vore forfædres aarhundredlange herredømme. Seiler vi nedover gjennem Hebridernes ørække og følger seilasen paa et sjøkart, vil vi lægge merke til, at en mangfoldighed af øerne, baade store og smaa, bærer navne, som ender paa ay eller a (d. e. vort øy, „ø“). Nogen har været helligdomme for de hedenske nordmænd, som først satte bo paa dem, f. eks. Wiay (d. e. Vé-ey, „helligdomsøen“) paa østsiden af Uist og (3ighay (d. e. Guðey, „gudeøen“) i sundet ved Barra. Andre er opkaldt efter høv- dinger, f. eks. Eriskay („Eiriks ø“) mellem Barra og Uist, Grimisay („Grims ø“), Trodday („Tronds ø““) og Ulva („Ulvs ø“). Pabbay (d. e. „papernes ø“) minder om irske paper eller munker, som gav vore forfædre det første billede af kristne mænds liv. Andre navne er taget fra natur, dyreliv og øernes form, navne som Lingay („lyng-ø“), Sanda („Sand-ø“), Fladda („flat-ø“), l-laversay („af haj’r, en buk“) og Heist („hesten“). Gaar vi i land paa LeWiS eller l-larris, saa vil vi se, at smaaøer, holmer og skjær, fjorde, viker, nes, elve, sjøer, fosser, fjelde, dale og gaarde bærer norrøne navne. Forholdet mellem norrøne og gæliske navne paa l.eWis er som fire til én.
