DE NORRØNE RIGER I IRLAND 293 870-7l kjæmpede Olav og Ivar først sammen i Skotland; saa drog Ivar til England, mens Olav blev i Skotland, og begge drog tilslut i følge hjem til Dublin med 20O skibe og mange fanger fra England, Skotland og Wales. Olav forlod 87l lrland for stedse; hans søn Øystein og Ivar styrede nu i fællesskab. Ivar døde alt 873; han kaldes ved sin død „konge over normannerne i hele Britannien og lrland“, et vidnesbyrd om at han var konge over vikingerne baade i England og lrland; med ham gik vel den største høvding bort, som vikingetiden havde frembragt. Efter lvars død blev den unge Øystein under formynderskab af Baard jarl ene konge i Dublin. Men ikke længe efter søgte en anden af Ragnar l‘odbroks sønner, l-Ialvdan, som et par aars tid havde været konge i York, at vinde tilbage sin brors herredømme i lrland. Øystein blev dræbt ved svig og 877 kom det i Ulster til kamp mellem nordmænd og dansker; nordmændene seirede og Halvdan faldt (se s. 85 flg.). Men alligevel blev det ikke ro i Dublin; først kom en søn af Olav Hvites bror Audgisl til magten; men han blev dræbt af en ætling af den kong Jernknæ, som faldt mod danskerne i 852. Saa kom i 887 Ivar Beinlaus’s sønner til Dublin og vandt magten dér, og efter den tid var det stadig strid mellem de norske og danske, indtil vikingerne tilsluti 902 blev drevet fra lrland. Mange nordmænd fra lrland satte i den følgende tid bo i Cumberland og Northumberland. Det nyttede nu ikke andet end at holde fred, og i den følgende tid ser vi norske og danske vikinger kjæmpe i fællesskab i Skotland,- Vest- england og Wales. Mellem nordmændenes førere var Baard, søn af Ottar, og Ottar, søn af Jernknæ af dublinkongernes æt; danskerne førtes af sønnesønner af Ivar Beinlaus. Men uvenskabet mellem nordmænd og dansker var ikke glemt. l 9l4 melder aarbøgerne om en stor sjøkamp ved Man mellem Baard, søn af Ottar, og Ragnvald, Ivars sønnesøn, som vandt seier. Paa aar efter faldt Ottar, Jernknæs søn, i Skotland (9l8), og efter denne tid hører vi ikke mere om strid mellem nord- mænd og dansker paa de Britiske Øer. Om den gamle norske kongeæt i Dublin helt er uddød, er ikke godt at sige. Endnu i kampen ved Clontarf møder vi mellem vikingehøvdingerne navne som Audgisl og Simon, søn af Torgisl. Baards efterkommere satte sig, synes det, fast i I.imerick. lalfald var Ivar Beinlaus’s æt fra nu af Vikingernes førere; som tegn paa sammenslutningen mellem nordmænd og dansker kaldtes de „konger over de hvide og de sorte fremmede“ (d. e. over nordmænd og
