NORGE UNDER JARLER OG FREMMEDVÆLDE 289 faa hjælp“af dem i kampen mod l=inlace, jarl af Moray, Mælkolms far. Sigurd fandt tilslut sin død i den store kamp ved Clontarf udenfor Dublin 23. april lOl4. Paa Færøerne raadede Sigmund Brestesson, som havde været Olav Tryggvasons lensmand. Det fortælles, at jarlerne kaldte ham til Norge, og at Sigmund, som alt havde været Haakon jarls mand, fulgte budet og kom til Lade. Der gjorde jarlerne (ɔ: Eirik jarl) ham til sin hirdmand og gav ham paany herredømmet over øerne. Men her som i Norge kom der efter kampen ved Svolder et til- bageslag. l-ledningerne og uafhængighedspartiet reiste paany hovedet. Deres hovedmand var den listige gamle Trond i Gata. Flere gange søgte Trond forgjæves at faa taget Sigmunds liv. Men tilslut kom han senhøstes l002 med 60 mand uforvarende over Sigmund paa Skuvøy. Efter en haard kamp flygtede Sigmund. Sagnet fortæller, at Trond som et trold lugtede hans spor tversover øen, og at Sig- mund svømmede over til Sudrøy, som ligger en hel mil borte; der blev han myrdet af en bonde, som fik se den svære guldring paa hans arm. Slig endte den ridderlige Sigmund Brestesson, som den dag idag er Færøernes nationalhelt og mindes i mange sagn paa øerne. Trond i Gata og hans fostersøn l‘eiv Assursson lagde nu Færøerne under sig; de betalte ingen skat til jarlerne, og øerne styredes nu i mange aar af sig selv. Med kristendommen gik det som det kunde; det fortælles, at Trond og hans fæller vendte til- bage til hedenskabet. De fremmede herrer, som Norge havde faat, blandede sig i denne tid ikke stort i landets indre styre. Mest at gjøre med Norge havde kanske Olav Skotkonung; han skildres i sagaerne som en lidt indskrænket og herskesyg mand, hovmodig over sin magt og sin æt, som var den første i Norderlandene. Olav var ikke krigersk som sin far, men sad mest hjemme i ro og holdt et prægtigt hof og lyttede til Ottar Svartes og andre skalders kvad. l(ristendommen begyndte under hans styre at trænge ind i Sverige, især i Vester- gøtland, som stod i livlig forbindelse med Tyskland og Vesterlandene, og hvis gamle modsætningsforhold til Svealand paany begynder at vækkes tillive. Kong Olav skal selv være blevet døbt i Vester- gøtland (l008 eller l009). I det hele begyndte under Olav Skot- konung vesterlandsk kultur at trænge ind i Sverige. De første svenske kongemynter blev (efter engelske forbilleder) præget i Sig- tuna, som havde afløst det gamle Birka paa Björkön i Mälaren som Sveriges vigtigste by og var gjestet af kjøbmænd fra mange lande, l9 - Norges Historie l, 2.
