288 NORGE UNDER JARLER OG FREMMEDVÆLDE maatte jo jarlerne, for at holde sig ved magten, støtte sig til høv- dingerne; og herserne gjenvandt paany sin gamle indflydelse. - Vikingetiden havde jo øget deres jordegods og rigdom og derigjen- nem deres magt og indflydelse -- Jarlernes styre var saaledes politisk en reaktion mod Olav Tryggvasøns enekongedømme. Det var det samme tilbageslag. som vi har set gang paa gang i vor historie, saaledes f. eks. efter Harald Haarfagres død og dengang Haakon jarl kom til magten. Endnu var ikke nordmændenes sam- følelse sterkere, end at enheden maatte holdes vedlige ved tvang og kunstige midler. Ogsaa i religiøs henseende kom der nu en reaktion. Jarlerne selv var kristne; „men saalænge de raadede for Norge, lod de hver mand gjøre som han selv vilde med at holde kristendommen,“ siger sagaen. „l-Eirik styrede i l5 aar sammen med sin bror Svein; men han hverken mindskede eller øgede kristendommen og tillod hver mand at leve i sin tro,“ heder det hos den gamle krønikeskriver Tjodrek munk. Da kristendommen ikke længer var en tvangssag og ikke blev støttet fra oven, forfaldt den mange steder. Paa Mære blev der paany feiret blotgilder, og skalden kunde kvæde: „Eirik, som elsker spydenes veir, drager landet under sig efter de bin- dende magters vilje og holder kamp, og jarlen raader siden over landet, som guderne verner.“ Biskop Sigurd, som under Olav Tryggvason havde forestaat kristendomsforkyndelsen, drog til Sverige, sandsynligvis til Smaaland. Han skal lige til sin høie alderdom have levet iVeksjø og blev efter sin død dyrket som helgen. Den norske kirke blev saaledes uden overhoved; kristendommen var ikke længer statsreligion. Bedst holdt kristendommen sig i Viken og paa Vestlandet, hvor Erling Skjalgsson vernede om den. Splittet som Norge nu var, hørte forbindelsen mellem nybygderne og moderlandet paany op, den Olav Tryggvason med kraftig haand havde vernet om. Paa Orknøerne. og Hjaltland styrede Sigurd l..odvesson uden at give skat eller love lydighed til nogen konge eller jarl. Han udvidede netop i disse aar, under de urolige for- hold i Skotland, sit vælde og blev tilslut den mægtigste vikinge- høvding i Vesterlandene. Han vandt, for en tid, overherredømme over Suderøerne og sluttede forbund med Mælkolm, jarl af Moray, og hjalp ham med at vinde Skotlands krone. Til tak for hjælpen blev han gift med Mælkolms datter og lik med hende Katanes og Sudrland tilbage. Om Sigurd Digres styre ved vi ellers ikke andet, end at han alt i sin første tid gav odelen tilbage til bønderne for at
