286 NORGE UNDER JARl.ER OG FREMMEDVÆl.DE Haalogaland og Namdalen tilligemed landet fra I.‘indesnes til Stad (Fjordene, Sogn, Hordaland, Rogaland og Vest-Agder). Han sty- rede som fuldt uafhængig fyrste og maatte ikke, som Haakon jarl havde gjort, hylde danekongen eller sveakongen som sin overherre. Skalden Tord l(olbeinsson sigeri sin „Eiriksdraapa“, at „efter kampen lagdes landet nord fra Vega (i Helgeland) og syd til Agder - eller endnu længer under fyrsten“. Paa Oplandene raadede fylkeskonger, uafhængig, synes det, baade af danekongen og sveakongen og Eirik jarl. Norge var altsaa paany delt og opstykket, som det havde været før kampen ved Hafrstjord. Ingen fælles baand bandt hele landet sammen. Ranrike blev en del af Sverige. Den øvrige del af Viken blev dansk. Dog skal Svein Tjugeskjeg have givet ett eller to fylker (Raumarike og Vingulmark) til sin maag Eirik, som jo ogsaa før havde været jarl i Viken. Ellers var Viken i denne tid at regne for en del af Danmark. Vikværinger drog sammen med dansker i viking til Vesterlandene. Danske, tyske og engelske trosbud virkede i Viken. Olav Skotkonung gav sine fylker nordenfjelds til Svein Haakonsson jarl, som havde egtet hans søster Holmfrid, paa slige Vilkaar som skatkonger eller jarler før havde havt af overkongerne; selv sendte han dog skattekrævere til Norge. Sagaerne nævner kun lidet om Jæmtland og Herjedalen ved denne tid. Vi kan dog se, at jæmterne maa have hørt til Sveariket. De skattede til sveakongen og blev i anden halvdel af ll. aarhundrede kristnet fra SVerige. Paa en runesten, som er reist paa Frösön iJæmtland, og -hvis ind- skrift er indrammet af et runebaand, som skik var i Sverige, læser vi, at ØStman Gudfastsson har ladet reise denne sten og gjøre en bro; han lod kristne jæmtland. De, som egentlig raadede i Norge, var dog ikke danekongen eller sveakongen, men Haakon jarls to sønner, jarlerne Eirik og Svein. Af brødrene havde Eirik, Haakon jarls uegte søn, mest at sige. Han var mellem 35 og 4O aar gammel og var ældre end sin egtefødte bror. Han havde fra sin tidlige ungdom været i viking. Skaldene fortæller om hans kampe i austrveg, ved Gotlands strande, ved Femern og Øsel, i Finland og i „Valdemars land“ (Gardarike), hvor han brød Aldeigjuborg (ved Ladogasjøen). Nu kom han hjem fra Svolder ombord paa „0rmen lange“ og omstraalet af ry fra seieren. Han skildres som en ærlig og retsindet mand, uden sin fars svig og underfundighed. Men en stor og fremragende hersker var han neppe. Med danekongen var han nær forbundet; han Var
