20 NORDMÆNDENE BLlR ETT FOLK vikinger søgte at tilrive sig magten. I flere aar (849-852) kjæm- pede nordmænd og dansker paa liv og død om herredømmet i F.rin. Danskerne var heldige i førstningen; men i853 vandt nordmændene paany magten, og de danske maatte forlade Irland. Kampen havde været saa forbitret, at baade nordmænd og dansker havde søgt hjælp hos irerne mod sine egne stammefrænder. Ogsaa i 870-aarene var der kamp i lrland mellem norske og danske høvdinger. Irerne for; stod alt i denne tid vel at skjelne mellem de to folk. Nordmændene kaldte de „de hvide fremmede“ og danskerne „de sorte fremmede“. Der maa ialfald i Vesterlandene ved midten af det 9. aarhundrede have været ikke saa liden forskjel mellem dansker og mænd fra det vestlige Norge. Forholdene i udlandet virkede tilbage paa hjemmet og lærte ogsaa nordmændene dér at føle sig som ett folk. Alt længe før aar 800 havde paa flere steder forskjellige stammer sluttet sig sammen, dels til en politisk enhed, men oftere til en retsenhed. Saa kom vikinge- togene som en gjæringens og nyskabningens tid. Gamle baand blev sprængt, nye blev knyttet. Som i alle slige tider fremstod der rundt om i vort land ærgjerrige og fremdjerve mænd. Nogen blev sjø- konger og vandt ry og rige i fremmede lande; andre blev hjemme og søgte der at øge sin magt. l alle dele af vort land gjærede det; nye riger blev grundet. Bevægelsen er vistnok begyndt en god stund før aar 800; men først fra den tid af kan vi med nogen sikkerhed følge den. Fra høit oppe i Haalogaland breder l-laaløyg- jarlernes æt sit vælde Sydover. Ved kysten af Namdalen og Nord- mør grunder sjøkonger paa Njardøy et rige. Paa Vestlandet dan- nes Gulatingets retsforbund, og horder, ryger og egder slutter sig sammen. Fra Vestfold strækker Ynglingekongerne sine fangarmer mod nord og syd. III. TRØNDELAGEN en vigtigste del af det Norge, som Harald Haarfagre samlede, var ikke hans fædrenerige Vestfold og heller ikke fylkerne paa Vestlandet, hvor han havde mødt den sterkeste modstand; det var Trondheim (som igamle dage Trøndelagen kaldtesî). „Trondheim I Det gamle Trondheim omfattede bare bygderne ved fjordens indre bassin. Ørlandet og Fosen hørte til Nordmørefylke.
