Side:Norges historie fremstillet for det norske folk I-2.djvu/26

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

NORDMÆNDENE BI‘IR ETT FOI‘K I9 i øst ved Østersjøen og Suðrt1egar(„sydveiene“) om landene syd for Norge og Danmark. Nordmand (Norðmaðr) betyder „en mand fra nord“; er dannet paa samme maade som „sydmænd“ (Saðrmetm) og „vestmænd“, de gamle navne paa tyskere og irer. Den dag idag blir jo en østlænding paa Vestlandet kaldt „austmann“, og folk i fjeldbygderne kalder en mand fra den anden side af fjeldet for „en nordmand“. Navnene Norge og nordmænd er altsaa først givet af folk, som bodde længere i syd, og længe efterat navnene daner, Svear og götar var kommet i brug. Navnet Norge er vel først givet af dansker, som seilede „nordveien“ til Norge. Navnet nord- mand blev tidligst, ser det ud, brugt af franker og sakser som et fællesnavn for indbyggerne i de nordiske lande. I denne betydning bruger frankiske krønikeskrivere i det 9. aarhundrede som oftest navnet nordmænd eller nordmanner (Nordmatmi). Men lidt efter lidt kom nordmandsnavnet til bare at blive brugt om indbyggerne i Norge. Den irske munk Dicuil skrev omkring 825 i Frankrige en jord- beskrivelse, hvori han fortæller om irske munker, som tidligere var draget til Færøerne; men nu havde de „paa grund af norske røvere“ (caasa latromtm Nordmarmoram) forladt øerne. Det ser ud, som om Dicuil her bruger Nordmarmi ikke som fællesnavn paa nord- boerne, men i betydningen „nordmænd“. I 880-aarene oversatte Alfred den store 0rosius og“indflettede i sin oversættelse en skil- dring af haalogalændingen 0ttars opdagelsesfærd. Alfred bruger her NorðWeg som navn paa Norge og Norðmen om indbyggerne af vort land i modsætning til Svear og daner. Det er sandsynligvis paa Vestlandet, at nordmændene først lærte at føle sig som ett folk. Trøndelagen var en verden for sig; VeStfold hørte til Danmark, og Oplandene følte sig endnu ved aar l0()0 næsten ligesaa sterkt knyttet til Sverige som til Norge, saa dér kan det ikke have været. Paa vikingefærd til fremmede lande mødtes mænd fra alle Vestlandets fylker og kjæmpede sammen mod franker, angelsakser og irer. Til dem sluttede sig ofte vikværinger og haa- løyger og mænd fra andre norske bygder, og snart lærte de alle at føle sig som ett folk baade ligeoverfor vesterlændinger og i mod- sætning til dansker og svensker. I Irland herjede i vikingetogenes første tid spredte skarer (mest fra det vestlige Norge) uden plan og samvirke. Men forholdene bragte dem til at slutte sig sammen, og omkring 840 gjorde nord- manden TurgeiS sig til konge over alle „de fremmede“ i Irland. Turgeis døde i 845; nordmændenes magt blev svækket, og danske