HAAkoN JARl.‘S DØD 251 „du vil vel ikke svige mig.“ „Nei,“ svarer Kark. „Vi to var født i samme natî, og det skal blive kort stund mellem vor død,“ siger jarlen. lmod kveld drog Olav bort, jarlen vaagede, men l(ark sov- nede og bar sig ilde. jarlen vækkede ham og spurte, hvad han drømte. Han sagde: „Jeg var paa Lade, og Olav Tryggvason lagde en guldring om min hals.“ Jarlen svarer: „Da vil Olav Tryggvason lægge en blodrød ring om din hals, hvis du linder ham. Vegt dig for det! Men af mig vil du faa det godt som før, og svig mig ikke.““ Siden sovnede Haakon jarl og skreg høit i søvne. l(ark blev ræd og stak sin kniv i struben paa jarlen og dræbte ham. Efter dette fór Olav Tryggvason og mange med ham ud til Nidar- holmen og havde med sig Haakons og l(arks afhuggede hoveder og satte dem paa en galge. Hele hær-en kom og kastede sten paa dem og sagde, at slig kunde nidingen fare med andre nidinger. Siden lod de folk fare op i Guldalen og tog dér kroppen og brændte den som en anden troldmand. Slig ender digtningen om Haakon jarl, et af de mest dramatiske afsnit af de gamle kongesagaer. Efterat Haakon jarl var dræbt, mødtes bønder fra alle fylker i Trøndelagen paa øren ved “Nidelvens os, og der blev Olav taget til konge. Han kom Som ingen norsk konge siden Harald Haarfagre havde gjort, frit og ubundet og med en hær i sit følge. Men i det første møde tænkte ingen paa fremtiden. Trønderne trængte en høvding, og Olav trængte støtte af dem. Saa blev det et gjensidigt glædesmøde: „begge blev glad ved hverandre og tog straks sit sam- lag“, siger sagaen. Og paa Øretinget „løb almuen og mængden op og vilde ikke høre andet, end at Olav Tryggvason skulde være konge“. Derfor kunde ogsaa Olav Tryggvason som ingen anden bryde med det gamle og grundlægge en ny tid i Norge. Dertil kom hans egen personligheds magt: En egte kongelig skikkelse efter den tids sind, vakker, med langt, gult haar og hvasse øine, modig som faa og den dygtigste i alle idrætter, som der gik store frasagn om. Han gik udenbords paa aarerne, mens hans mænd rodde paa Ormen, kastede med tre haandsverd, saa det ene stadig variluften, huggede med begge hænder og kastede paa én gang med to spyd. Han var glad og lystig i leg Som i alvor og eiede evnen til at gjøre sig af- holdt og elsket af kvinder som af mænd. „Det allerbedste af men- nesker“, kalder Hallfrød Vandrædaskald ham. Men vikingenaturen sad altid i Olav; han kunde være raa og grusom og til tider fare I Dette er vist ogsaa et sagntræk; for Kark maa paa grund af sit navn have været af keltisk byrd.
