244 OLAV TRYGGVASONS UNGDOM meldte med trusel sjøkrigernes bud- skab til jarlen: „ Urædde sjømænd sender mig til dig og byder at sige dig, at du paa stand skal sende hauger som borgen; bedre at I med skat kjø- ber striden bort end at kjæmpe saa haard en kamp.“ Men jarlen bød ham svare sine fæller, at „før skal Od og egg os ene i denne grumme leg, før vi giver eder gjald“. Han vilde ikke, som stormændene gjorde faa uger ef- ter, kjøbe sig skjem- g g dig fred.Vikingerne I randbeme1Ïkningen oplyses, at bogen har været revet af hedninger (d. v. s. ventede en stund vikinger), men senere er gjenltjebt af en angelsaksisk stormand paa Alfred . . - ’ den stores tid.I f1I fl0def1 Ul- bage; saa vadede „kampulvene, vikingers skare“ over fjæren. „Da var feide nær, hæder ved dysten. Den tid var kommet, da de feige (dødsdømte) mænd skulde falde. Et skrig blev løftet, som lokkede hid ravn og aadselgrisk ørn; et raab lød over jorden. De flinthaarde spyd fløi fra haande, de skjærpede pile tog flugt; buerne havde arbeide nok, Skjold tog imod od, bittert var kampgnyet.“ Jarlen selv blir saaret, synker til jorden og dør. Mange flygter fra kampen. Men huskar1ene holder stand. A1fwine, helten ung af aar, minder om de løfter, kjæmperne gav, da de sad ved mjøden, og nævner stolt sin ædle byrd. Hirdmændene styrter frem uden at ænse fare og død. Tilslut blir de alle hugget ned. Til minde om sin husbond lod Byrthnoths enke sømme et teppe med billeder af kampen og skjænkede det til domkirken i Ely. ’ Billedet hører hjemme under skildringen af vikingetogene i slutningen af 9. aarh.
