VlKlNGETIDENS NYE l(ULTUR 229 tiden mange kulturimpulser til Norge og endnu mere til Sverige og Gotland. Vi ser den i kulturord som det østasiatiske „silke“, som er kommet fra Øst-Asien, og ordet „torv“, som stammer fra Balkan- halvøen; vi ser den i de rester af guldindvirkede silketøier, som er fundet i vikingegraver og i de mange byzantinske og især arabiske saakaldte „kufiske“ mynter, som er fundet rundt om iNordeuropal. Dette siger dog lidet mod den rige og livbringende kulturens strøm, som gjennem vikingetiden stadig flød til vort land fra Vestens folk og gjorde, at nordmændene mod slutningen af det I0. aarhundrede var andre mennesker end de mænd, som første gang fra Hordaland og Rogaland seilede ud mod 0rknøerne og Hjaltland. Det, som først skifter ham, er altid det ydre menneske, moder og klædedragt. Menneskene var unge i vikingetiden. De saa paa verden med sterke og friske øine, de elskede farver og broget pragt. Mændene var ligesaa forfængelige som kvinderne, de bar pandebaand, arm- ringer, spænder og smykker. For et broget optog af rødt og guld maa ikke Harald Haarfagres skalder have været! Eller tænk paa Hoskulds unge søn 0lav, som rider til tinget paa Island og paa grund af sine prægtige vaaben og klæder blir kaldt „paafugl“ (pái) ikke som haan, men i naiv beundring. Selv den barske Egil Skallagrimsson glædede sig som et barn over de fine klæder, hans ven Arinbjørn herse gav ham i julegave. D ’ Høvdinger i Norge ved midten af l0. aarhundrede klædte sig ikke længer i hjemmevirket vadmel, men i klæde og skat-lagen fra Nederlandene og Nord-Frankrige, eller, som høvdingen fra GokStad- skibet, i dyrebar, ofte guldindvirket silke,i „Rigsthula“ svøbes endog høvdingens nyfødte søn i silke. Paa hovedet bar de silkeluer eller udsømmede turbanlignende „russiske“ hatter. Deres kjortel var pyntet med guldknapper og baand (som kaldes med det franske ord laZ) og havde efter vesterlandsk skik lange slæbærmer, som blev fæstet til kjortelen - ofte med guldknapper. Guldindvirkede silkebaand rundt panden, helst med en ædelsten i midten, som englænderne brugte, - det en kjæmpe som Sta.rkad havde foragtet, -- blev under Haakon jarl en uundværlig del af høvdingens dragt og selv paa Island bar storbønderne smykker dinglende ned over panden. Hænderne var dækket af dunforede votter eller til stas af guldbroderede hansker (ordet glo-fl, „hanske“, er laant fra gammelengelsk). Udenpaa kjor- telen bar høvdingen efter fransk skik (som jomsvikingen I(aabe- ’ De kuflske mynter har navn efter den store handeIsby l(ufa ved en bielv til Eufrat. De fleste af dem er dog præget i 10. aarhundrede i Mellem-Asien.
