202 . GUNHlLDSSØNNERNE for sin far, siger skalden. Grjotgard faldt og to jarler med ham. Efter dette seilede Haakon bort fra landet og drog til kong Harald Gormsson i Danmark. Gunhildssønnerne fik nu magten i Trøndelagen. Paa denne tid havde de alt lagt under sig Viken. Tryggve 0lavsson og Gudrød Bjørnsson vilde ikke give skat til Harald Graafeld. Saa drog Harald og hans bror Gudrød mod dem og baade Gudrød Bjørnsson og Tryggve mistede livet (968), Gudrød i Tunsberg og Tryggve ved Sotenehalvøen i Bohuslen, hvor hans haug „Tryggverøs“ længe vistes paa Tryggøen. Sagaerne siger, at Gunhildssønnerne overfaldt og dræbte dem ved svig. I den latinske Norgeshistorie fortælles det derimod, at Tryggves styre var saa haardt, at bønderne gjorde opstand og kjøbte tre hærmænd, Sakse, Skorre og Skrøyja, til at dræbe ham. Efter Tryggves død tog Gunhild og hendes sønner bolig i Viken. Det nævnes, at de havde sæde i-Konghelle ved C1autelven. Vi tør kanske tro, at Konghelle kom op i denne tid; dets navn („kongernes helle“) tyder jo paa, at det fra først af har været landingSplads og bolig for konger. Som tiden gik, vendte folket sig mere og mere mod Gunhilds- sønnerne og deres vanstyre. Først gik det ud over Sigurd Sleva, som havde sæde paa A1reksstad i Hordaland. Bønderne reiste sig mod ham og dræbte ham (omkr. 964), fordi han havde voldtaget hustruen til den mægtige herse Klyp Tordsson af Horda-Kaares æt; -- hun var selv en søster til Jernskjegge paa Ørlandet. Gunhilds- sønnernes fald kom dog ikke fra Norge, men udenfra. Ved vor histories frembrud møder vi udenlandske konger, som havde magt i Norge. Nu skulde fremmedvældets tid begynde paany. I førstningen en søndringens og splittelsens og en nedgangens tid. Men netop gjennem splittelse og fremmedaag skulde nord- mændene tilslut finde sig selv og blive ett folk. Danmark var ved denne tid, efterat Gorm og Tyre paany havde samlet landet, vokset op til det tnægtigste rige i Norderlandene. Det stod i folketal og rigdom over Sveariget og Noregsvældet. Gorms søn Harald med tilnavnet Blaatand, som efter sin far var konge i Danmark, var en kraftig hersker, som overalt søgte at øge kongens myndighed. Hans forbillede var vistnok hans samtidige Otto I i Tyskland, som havde knækket hertugernes magt, knust rigets ydre fiender og tilslut (962) iRom blev kronet til keiser. Harald Gormsson udstrakte paany Danmarks vælde til landene syd for ØStersjøen. Her bodde de
