2O0 GUNHlLDSSØNNl5RNE følge i sin hird. Men deres og Haakons mænd kunde ikke for- liges. Harald Graafelds skald, islændingen C1lum Geirason, kvad om Harald, at han gjennem Haakons fald „vel havde hevnet“ sin bror Gamle Øyvind Skaldaspiller svarede i et andet vers, at Haakon seierrig havde drevet I-Èirikssønnerne ud i sjøen. Da kong Harald lik høre dette, blev han heftig vred paa Øyvind. Men for det frændskabs skyld, Som var mellem dem, tilgav han ham. (Øyvinds mor skal have været datter af Harald Haarfagres datter Ingebjørg.) Siden drog Øyvind hjem til Tjøtta. Men han kunde ikke glemme sin faldne herre. Uaarene og Eirikssønnernes vanstyre gav hans harme luft, og han digtede et par vers, hvori han bl. a. sagde, at „i Haakons tid bar vi Fyrisvoldenes frø (guldet) paa høgenes fjelde (d. e. armen, hvor høgen sad under jagten), nu har folkelienden gjemt guldet i jorden; de mægtiges handlinger er uomstødelige“. Da Harald Graafeld lik høre dette, kaldte han Øyvind til sig og kaldte ham sin uven: “„og det sømmer sig ilde for dig at vise mig utroskab,“ sagde han, „for du er forud blevet min mand.“ Øyvind svarede i et vakkert og mandigt vers: „Én drot før dig har jeg, Tro var jeg fyrsten den dyre, dyre fyrste, eiet. med to skjolde legte jeg aldrig, ikke jeg ønsker en tredje konge, din flok jeg kun fylder, (alder knuger mig, konge). fælde mig snart vil ælde. Harald Graafeld dømte Øyvind til i bod at give ham en guld- ring, som hed Molde; den havde ligget længe i jorden og havde til- hørt Øyvinds far. Øyvind føiede sig nødtvungen og drog hjem til Haalogaland og saa aldrig mere Harald. Alligevel har vist eftermælet været ubilligt mod Harald Graafeld, ligesom det var det mod Eirik Blodøks. Harald var først og fremst krigerhøvding. Hans Største daad var hans Bjarmelandsfærd. Han drog en sommer (964) nordover og kom helt til elven Dvina, did ingen nordmand var kommet før ham. Han havde en stor kamp med bjarmerne ved bredden af Dvina og brændte deres by eller markeds- plads, det senere Cholmogóri, som ligger lidt længer oppe ved elven end det senere Arkangelsk. l Harald Graafelds egen tid gik der et stort ord af denne færd. Skaldene begyndte at bruge navnet Dvina (Vina) i sine kjenninger og at kalde troldene for „Gandviks mænd“. Gjennem denne færd kom Norges vælde til at strække sig ikke bare over det nuværende F1nmarken, men ogsaa over Kolahalvøen. Grænsen var i senere tid ved Veggestav, et nes i Hvidehavet.
