HAAKON DEN C1aandul det sagde, støttet til spydskaft: Nu øges æsers følge, siden Haakon er med hær saa stor hjem af de bindende magter budt. Kongen det hørte, hvad kan1pmøer sagde, de gjæve paa hesteryg, hugfulde syntes de, hjæImdækte var de og holdt skjoldene for sig. „Hvorfor har du, Skaagul, skiftet saa kampen? vi var dog værdig til Seier.“ Haakon : „Vi det volder, at volden du holdt og dine fiender flygted.“ Sl(aagul: „Ride vi skal nu,““ kvad den mægtige Skaagul, „til guders grønne hjem Odin at sige, at snart kommer kongen for ham selv at se.“ „Hermod og Brage,“ kvad Hærfader’, „gaa gramen imøde! Thi det kommer en konge, som kjæmpe tykkes, hid til hallen hen.“ Slidt sig løs GODE Kongen det mælte, kommet var han fra kampen stod der helt stænket i blod „0ndsindet meget tykkes os Odin at være; hans Sindelag ser vi.“ „Einherjers grid ’ skal du alles h;1ve, tag imod øl hos æser! Jarlers uven, du har inde her otte brødre,“ kvad Brage. „Vore kampvaaben’,““ kvad kongen den gode, „vil selv vi verge, vogtes skal hjelm og brynje vel, godt er at kunne dem gribe. Nu det kjendtes, at kongen havde vel helligdommene vogtet, da Haakon blev budt velkommen af alle de mægtige magter. I god stund den gram fødes, som eier sligt et sind. Hans liv skal altid med lov af mænd min(les. mod mandheims slegt Fenrisulven vil fare, inden jevngod i øde spor kongsmand kommer. Fæ dør, frænder dør. land og folk lægges øde I3eslag fra G0ksmd- Siden Haakon fór “ Beslag fra Gokstad 8I«îÖ6C“ til hedningeguder, - skæg- Unlv. oldsaml., Kria. folket i U-æ1d0m er tvunget Un1v. olds1ml., l(r1a ’ D. e. 0din. - =’ D. e. edelig forsikret fred. C C
