ElRlK BLODØKS 185 navnkundige I-Iǫfuðlausn („hovedindløsning“); dets pragtfulde, fra angelsaksisk laante versemaal med bogstavrim og enderim lyder som klang af vaaben. Til Slutning er det, som om Skalden udtaler sine egne følelser og sin haan, naar han siger: „Fra latterens hjem bærer jeg lovord for kongen frem; saa er det fremmet, at de fleste det nemmed.“ Alligevel har ingen hændelse i skaldens omskiftende liv virket saa sterkt paa ham, som da han „satte djervhedens hat paa sit mørke hoved“ og traadte ind i sin dødsfiendes hal. l et kvad til sin ven Arinbjørn herse skildrer Egil malende sit ophold i Eiriks hal. Ei var Skinnet fra Eiriks øine trygt at skue eller skrækløst. da fra Ynglingens ormhvasse blik straaler af rædsel ud der skjød. Ei mændene fandt, at fager var min digterløn i drottens hus, da for Yggs mjød I jeg min-ulvgraa hattens fylder’ af høvdingen fik. Eirik Blodøks havde bare siddet to aar som konge i York, da northumbrerne jog ham bort igjen og tog Eadred til konge. Han flygtede rimeligvis først til 0rknøerne, hvor jarlen Torlin Hausakljuv („pandekløver“) blev gift med hans datter. Siden drog han længer sydover. Hans maal var vistnok at fortsætte Harald Haarfagres vesterhavspolitik og at vinde et herredømme paa Suder- øerne og Man. Han slog sig sammen med andre vi- kinger i de vestlige farvand og raadede tilslut over en stor styrke af mænd fra Orknøerne, Sude1-øerne og lrland; med dem vilde han vinde Northumberland til- bage. Men en af høvdin- gerne paa øerneɔ hVem Eirik Stainmoor,Westmoreland, hvor Eirik Blodøks faldt. havde fOrdreVet’ Ved naV11 Paa Stedet stur rester af et stenkors, som synes at være fra Maccus 0lavsson (han bar ligesom saa mange høvdinger der vesterpaa titelen lagmand) slog sig sammen med Oswulf. Det kom til kamp paa Stainmoor, en øde myrstrækning i Westmoreland, ved den gamle romervei fra vest- til øskysten. Det blev en stor og navngjeten kamp, som l0. aarhundrede Y l(jenning for „digt“. - ’ Kjenning for „hoved““.
