182 ElRll( BLODØKS Han samlede en flaade og kom uforvarende over brødrene. De fik dog tid til at l’ylke sine mænd „og drog op paa bakken, øst for ’l’unsbergZ. Der kom det til kamp. Olav og Sigfrød faldt begge og blev hauglagt der paa bakken. Eirik Blodøks havde vundet en stor seier. Tryggve Olavsson og Gudrød BjørnSson flygtede til Oplan- dene. Det saa ud, som om Norge nu virkelig skulde blive til ett rige. Men saa kom der en ny fare. Haakon Grjotgardsson og hans søn Sigurd jarl havde, medens Harald og hans søn Halvdan Svarte levede, styret mest som de vilde nordenfjelds Og nu vilde ikke Sigurd jarl bøie Sig for kong Eirik. Endnu levede én af Haralds sønner, Haakon Adalsteinsfostre, ved kongeholl’et i Eng- land. Til ham sendte Sigurd Ladeja“rl eller „vise mænd“, som sagaen siger, i hemmelighed bud. Haakon drog afsted og seilede lige til Trondheim. Der mødte Sigurd ham og gik i lag med ham, vel saaledes at Sigurd og hans æt skulde have Trøndelagen paa samme Vilkaar som underkongerne andetsteds i landet. De lod stevne et almindeligt ting, som vel blev holdt paa Øren, hvor kongen siden blev hyldet. Her krævede Haakon kongsnavn og bød til gjengjæld at give odelen tilbage til bønderne - det vil sige, han lovede at give folket dets selvbestemmelsesret tilbage. „Men til denne tale blev det,“ siger sagaen, „saa store tilraab, at hele bondealmuen raabte og skreg, at ham vilde de tage til konge, og Saa blev det gjort, at trøn- derne tog Haakon til konge over hele landet.“ Rygtet om, at Haakon havde givet odelen tilbage til bøndeme, fløi „som ild i tørt græs“ gjennem landet. Oplandene og Viken sluttede sig til Haakon, og han blev hyldet paa tingene. Ellers lod han alt være ved det gamle; sine brorsønner ’l’ryggve og Gudrød gav han kongsnavn og det rige, som deres fædre havde havt. Vaaren efter drog Haakon sammen en stor hær og en flaade i Trondheim; sydpaa i landet samlede vik- væringerne sig. Eirik Blodøks var saa forhadt, at faa høvdinger sluttede sig til ham. Han saa derfor ingen raad til at gjøre mod- stand og forlod landet uden sverdslag. Rigets enhed blev paa denne vis alligevel hævdet, og Haakon blev Haralds retmæssige arvtager. Efter de gamles beregning sattes kong Eiriks f’ordrivelse til to aar efter Harald I-Iaarf’agres død og til aar 935. Men dette kan ikke være rigtigt. Eirik havde flere sønner, da han drog fra landet. Den ældste, Gamle eller C1uttorm, var opkaldt efter Gorm den gamle, som døde henved 935. Han maa altsaa være født efter den tid; for ingen ’ Nu Møllebakken iden østlige del af Tønsberg. Ved dens nordlige ende findes to Store gravhauger, som f’ormodes at være de to kongers.
