17O NORMANDlE VlNDES bygge borge og skanser. Vikingehæren, som mest bestod af dansker, herjede snart i England, snart i Frankerriget, hvor det især gik ud over de rige Nederlande; klostren-e og de fremvoksende handels- byer blev lagt i grus og landet sat menneskealdre tilbage i sin ud- vikling. Næsten lige slemt herjede normannerne ved Seinen. Paris blev plyndret i 86l, og paany laa i næsten et helt aar (november 885-oktober 886) en vældig vikingeflaade under kong Sigfrød uden- for byen. lndbyggernes heltemodige forsvar, indtil de tilslut blev undsat af Karl den tykke, vakte gjenklang rundt om i Vesterlandene og gav Pa-ris en førende stilling i Frankrige. Lidt efter lidt mistede ogsaa i Frankerriget vikingetogene sin magt og kraft= En tid efter det store nederlag ved elven Dyle nær l.øWen (89I) forlod hæren Nederlandene og drog til England. Hele Frankerriget husede nu for første gang paa femti aar ingen normanner. Levningerne af hæren blev oprevet i 896 i kamp mod Alfred den store. De, som undkom, nedsatte sig i Østangel eller Northumberland. En liden flok lykkejægere vendte dog sommeren 896 paa fem store barker tilbage til Frankrige og satte sig fast ved det nedre løb af Seinen, og siden var det ikke muligt at jage dem bort. En og anden høv- ding kunde nok lade sig døbe eller kjøbe bort. Men tiden gik; nye skarer kom til, og tilslut saa det ud, som om normannerne for alle tider skulde blive herrer i Seinelandet. Ved denne tid fik vikingerne en ny høvding ved navn RO1.1.0 (Rodulv eller Rolv maa hans lands- mænd have kaldt ham). Under hans anførsel drog de i sommeren 9lI mod byen (3hartres. Biskopen sendte bud om hjælp til grev Robert af Paris og andre fyrster i nabolaget. De fulgte kaldelsen og gav sig i kamp med Rolle og hans mænd. Paa samme tid gjorde biskopen et udfald fra Chartres med byens største helligdom, jomfru Marias serk, i Spidsen for krigsmændene. Vikingerne blev slaat tilbage med store tab; det var den største seier, franskmændene paa længe havde vundet. Men RolIo selv havde l god orden kunnet trække sig tilbage til skibene, og vikingerne sad fremdeles i kyst- landet. Paa tronen i Frankrige sad ved denne tid den unge Karl lll, som eftertiden med liden grund har kaldt den enfoldige. l virkeligheden maatte han som alle de senere I(arolinger bøde mere for forfædrenes end for sine egne synder. Hans stilling var næsten haabløs ikamp mod overmægtige Iensmænd, især mod frankernes hertug Robert den sterkes æt, som siden med I-lugo l(apet skulde afløse hans egen paa tronen i Frankrige. Kunde han vinde Rollo og hans vikinger for sig, vilde hans stilling ikke svækkes. Presteskabet
