74 JBRNALoBRBN over Britannien faat høre om øer langt i nord og har stillet dette sammen med hvad han før vidste om Thule. Efter Thule taler han om øen Wight, og saa fortsætter han: „Nogle forfattere omtaler ogsaa andre øer: Skandiern-eî, Dumna, Bergos og den største af dem alle Nerigon, fra hvilken der seiles til Thule.“ Skandierne (SCandiae) maa være de danske øer og Skaane; det er bare merkeligt, at Plinius ikke har skjønt, at det er samme navn som Scadina- via; men han var ingen kritisk forsker. I)umna har alt P. A. Munch gjettet paa er Dønna eller Dønnesø i Nordland. Hvis Bergos er den rigtige skrivemaade, saa synes det at hænge sammen med vort
- ,berg“. Istedenfor Nerigon har nogen haandskrifter Berricert, som
ikke kan forklares. Men er Nerigort den rigtige form, da kan det, som alt Rudolf Keyser mente, være „Norge“, som paa ut-nordisk har været kaldt ’“lVorþravegar. Vi maa huske paa, at „Norge“ fra først af bare var navn paa en del af vort land, rimeligvis paa fyl- kerne i det sydvestlige Norge. Nordmændene var jo delt i en mængde stammer, saa det er rimeligt, at landet ikke havde noget fælles navn; ligedan var det ogsaa i Sverige ved Kristi tider. Derfor kan Thule, eller hvad det egentlig har hedt, godt være navn paa fylkerne længere nord i Norge, og dermed stemmer det vel, naar Plinius siger, at fra Nerigon seiler folk til Thule. ialfald har vi hos Plinius de første lidt fyldigere oplysninger om den Skandinaviske Halvø. Plinius’s landsmand Tacitus, som i aar 98 e. Kr. skrev sin navn- gjetne bog „Germania“, interesserede sig bare for de germanske folks samfundsforhold, tro og seder. Geograf var han ikke. Derfor er hans geogral-iske oplysninger uklare, og han nævner ingen af de skandinaviske lande, som Plinius har; af nordgermanske stammer taler han bare om „svearnes stater midt ude i oceanet, som er mæg- tige ikke Zbare ved mænd og vaaben, men ogsaa ved flaader“. Hos Svearne staar ogsaa rigdom i ære, siger Tacitus, og derfor er [til forskjel fra- vestge1-manerne] bare én mand herre, og han styrer med uindskrænket magt. Svearne havde altsaa alt ved I(risti tider sluttet sig sammen til en stat, som styredes av en sterk kongemagt. Men ogsaa andetsteds paa den Skandinaviske Halvø var stam- merne begyndt at slutte sig sammen. og nogen af dem havde vundet større magt end de andre, saa deres navn var naadd frem helt til romernes og grækernes ører. Især var dette tilfældet med de folk, som bodde i de brede bygder rundt de store indsjøer, hvor Z Plinius har Scandiae, flertal af Seandia; Ptolemaios nævner ogsaa fire Skandier.
