JBRNALpBREN 63 Som jeg før har nævnt, giver gravfundene ikke noget rigtigt billede af menneskenes liv i denne tid. Det er vel tænkeligt, at de præg- tigste ting ikke blev lagt paa baalet og brændt, og at kulturen i virkeligheden har staat høiere, end vi ellers skulde tro. Dette synes at fremgaa af merkelige fund i torvmyrer i Danmark, hvor dog forbindelsen med udlandet uden tvil var livligere og rigdommen større end i Norge. Fremforalt maa nævnes to vogne, som for en del aar siden blev fundet i en myr ved Drejberg kirke, ikke langt fra Ringkøbing, paa vestkysten af Jylland. Vognene er af træ og har holdt sig saa godt, at den ene af dem har kunnet sættes sammen igjen. Vi maa beundre den dygtighed, hvormed selve vognen er forarbeidet, og fremforalt broncebeslagene, som pryder udsiden og vognstangen. Paa beslagene er der ornamenter; mellem disse finder vi hellige tegn, bl. a. den saakaldte „triskele“, et sindbillede for solens bevægelse, ligesom hakekorset blev det siden. Man har af dette sluttet, at vognen har været brugt i religiøs tjeneste og kanske baaret et gudebillede. Man har sammenstillet fundet af Vognene ved Drejberg med en fortælling hos den romerske historieskriver Tacitus om syv stam- mer ved Elbens nedre løb ’og ved Nordsjøen. som i fællesskab dyr- kede Nerthus, det vil sige den moderlige jord. Paa en ø ude i havet var det, fortæller han, en hellig lund, ogi denne stod der en vogn, som var dækket af et klæde. Paa denne vogn stod gude- billedet, og vognen blev stundom, forspændt med kjør, trukket rundt til de stammer, som dyrkede Nerthus. Da herskede overalt fred og glæde og ingen maatte gribe til vaaben. Efter hjemkomsten blev vognen og guddommen selv vasket i en afsidesliggende, lønlig sjø, og de træler, som havde hjulpet til ved arbeidet, blev druknet i sjøen. Om Nerthusdyrkelsen alt ved denne tid var naadd frem til Norge, er tvilsomt. Men ialfald ser det ud, som om det har været i de første aarhundreder før vor tidsregning, at nordmændenes lige- som de øvrige germanske stammers gudetro begyndte at udforme sig fastere. Haand i haand med dette er vel ogsaa bebyggelsen skredet frem og bygderne har begyndt at faa faste grænser. Jeg kan nævne, at Lysakerelven, som fra ældgammel tid har dannet skillet mellem Aker og Bærum, tidligere hed Fǫð (gen. Faðar); men dette navn betyder, mener sprogmændene, „gjærde, grænse“, og det eri sin oprindelse ældgammelt, rimeligvis fra før vor tidsregningI. ’ Baade om gudetro og om landets inddeling vil der blive talt mere idet følgende.
