60 JBRNALDEREN Jordfund fortæller baade om rigdom og om kunstglæde og kunstnerisk dygtighed. De første aarhundreder af jernalderen synes derimod at have været en fredelig og stille tid. Men naar det er fundet saa faa fornlevninger fra den førromerske tid, da har det først og fremst sin grund i gravskikkene, som lidt efter lidt forandrede sig. Folk reiste ikke længer store, uforgjængelige gravminder over de afdøde og lod dem faa sit dyrebareste eie med i graven. Alt i broncealderen var man begyndt at brænde de døde. Benene blev vasket og renset og lagt ind i gravkamre i stenkister eller lerkar, og ovenover blev der reist store hauger. l jernalderen kom en ny gravskik sydfra. Alt i begyndelsen af det første aartusen f. Kr. blev der i det nordlige af Mellemitalien anlagt store gravpladser, hvor de brændte ben blev lagt i jorden uden at dækkes af grav- hauger. l Italien blev benene gjerne lagt i urner. Men paa grav- pladser i landene nord for Alperne, hvorhen Skikken snart bredte sig, findes dels gravurner, som indeholder baade kul og brændte ben, dels saakaldte „brandpletter“, - saa kaldes dybe huller i jor- den, som er fyldt med kul og aske og brændte ben, undertiden ogsaa med Skaar af lerkar. - Fra Mellemeuropa bredte den nye gravskik sig til Danmark, hvor det især findes mange „brandplet- ter“ paa Bornholm, og derfra videre op gjennem Vestergøtland og Bohuslen til det sydøstlige Norge. Der hvor der findes „brandpletterf“, ligger gjerne mange af dem samlet paa ett sted, tildels dækket af flade heller. Ved Spydevold i Varteig i Smaalenene er der saaledes fundet omkring l25 slige graver. De indeholdt ben, kul, Skaar af lerkar og kit, som havde været brugt til at tætte sammen de opbrændte trækar, men ellers bare nogle faa mindre redskaber. Ved siden deraf kjender vi ogsaa, bl. a. fra Brunlanes, urnegraver paa flad mark, hvor karret med den dødes ben bare har været dækket af en flad helle og staat lige under jordskorpen. Men almindeligere er det, at urnegravene dæk- kes af lave, uanselige hauger, en fortsættelse af broncealderens gravskik. l de virkelige urnegraver er benene gjerne rene og ligger uden tilblanding af kul og aske, som dog ofte kan være sivet ned efter begravelsen. De jernsager, som findes,- ofte er de lagt over lerkarret - bærer ikke sjelden tydelige spor af, at de har været i ilden, og at de altsaa har fulgt den døde paa baalet. Dette hæn- ger sammen med en vidt udbredt tro paa, at den dødes vaaben og klæder vilde følge ham til den anden verden, naar de blev brændt ligesom han selv. Livet efter døden var jo, trodde menneskene i
