JERNALDEREN 57 I de høie fjelde, som omgiver den lille l-Iallstattersjø, lindes der nemlig rige saltleier, som alt begyndte at udvindes mange hundrede aar før vor tidsregning og som gjorde, at det i tidens løb opstod en liden by i den afsides fjelddal. Byen selv er forsvundet for længe siden. Men ved midten af forrige aarhundrede opdagede man den plads, hvor dens døde blev lagt i jorden, og siden har man under- søgt mere end tusen graver. Disse indeholdt dels brændte, dels ubrændte lig. Mellem de vaaben og redskaber, som blev fundet, er de fleste af jern, men nogen er fremdeles al bronce. Og sverd f. eks. er fundet ganske af samme type baade i bronce og i jern. Vi kan af dette slutte, at hele gravpladsen tilhører den første tid af jernalderen, og at jernet lidt efter lidt har fortrængt broncen. Denne ældste mellemeuropæiske jernalderskultur raadede ned til omkring midten af det første aa1’tuScfi f. Kr. ikke bare i Østalperne, men ogsaa i Sydtyskland og i SchWeiz; ja endog i det østlige Frank- rige er det fundet spor af den. Jernalderen i Mellemeuropa i det sidste halve aartusen før vor tidsregning kaldes „den keltiske periode“ eller „La Téne-tiden“, efter et sted ved Neuchatellersjøen i SchWeiZ, hvor der blev fundet i tusenvis af fornsager af alle slags, vaaben, redskaber o. s. v.; derimellem var ogsaa barbariske efterligninger af græske og make- doniske mynter, som viser, at La Tene-fundet skriver sig fra det 4. og 5. aarhundrede f. Kr. La ’l’ne-tiden stod i kultur og skjøn- hedssans, endda mere kanske end i teknisk dygtighed, langt over Hallstatt-tiden. Vi beundrer dens rigt forsirede broncehjelme, Iivbelterne og guldhalsringene. Forøvrigt er det jern, som nu næsten altid bruges til vaaben og redskaber, ja endog stundom til prydsager. Det folk, som havde udviklet La Tene-kulturen, var kelter. Det S. til 3. aarhundrede f. Kr. var kelternes storhedstid. De trængte over Alperne ned til Italien, indtog Rom (omkr. 39O) og satte sig fast i Norditalien. Hundrede aar efter trængte de ned gjennem Balkan- halvøen til Grækenland og gik over til Lilleasien, hvor de grun- dede et rige (Galatien). De var det raadende folk i Mellemeuropa fra Donau og Alperne i øst til Pyrenæerne og Atlanterhavet i vest. De var et krigersk og kampelskende folk. Mange af de german- ske stammer i Mellemeuropa havde de bøiet ind under sit vælde, og til alle germaner strakte deres indflydelse sig. De dannede paa en maade overgangen mellem den høiere kultiverede græsk-italiske og den germanske verden. Denne keltiske indflydelse paa de ældste germaner viser sig i navneskik, ja kanske endog i gudetro; men 4b - Norges Historie l, l.
