LlVET l VlI(lNGETlDEN 253 I et sligt samfund blev det maal, man lagde paa menneskene, et andet end det, vi lægger paa dem. Det var ikke saa meget de moralske egenskaber, god og ond, som folk spurgte efter. De tænkte mere paa om en mand opførte sig som det sømmede sig for en mand, eller om han var feig og ussel. At være trofast og paalidelig var en af de største dyder. Denne betydning har fra først af ordet dyggr, som siden betød „brav, retskaffen“. I „Voluspaa“ faar de trofaste skarer bolig i de saliges hjem, Gimle. Den. som brød sine løfter og de edelige aftaler, som hele Samfundets fred var afhængig af, han blev derimod „niding“. Derved blev niding navn paa kjeltringen, den æreløse skurk. Saaledes var det norske samfund ivikingetiden endnu paa mange omraader primitivt og “uudviklet; folk maatte hjælpe sig selv; Staten var ikke mor og far for dem. Der var i kulturen mange spor af vildhed og barbari. Vi har hørt om barneudsættelser, gravgangs- mænd, menneskeofringer og blodørn, som ristedes paa den faldnes ryg. Sansen for ret var høit udviklet, men ikke Sansen for ret- færdighed. Paa tinge mødtes bønderne, dømte lov og ret. Men hedenskab og primitive retsforhold satte paa mange maader sit præg paa samfundet. At ættefeide ikke bare var tilladt, men det naturlige middel til at vinde sin ret, maa dog ikke undre os. Selv i det kristne Vesteuropa var det jo først langt ud i middelalderen, at privatfeiden hørte op, og endnu lever den paa Corsica. Ogsaa holmgang var et fuldt lovhjemlet retsmiddel; den, som ikke lik sin ret eller som vilde hjælpe en anden til hans ret, kunde stevne sin modstander til holm- gang. Holmgangen var en privatfeide mellem to. Bare i enkelte sjeldne tilfælde greb samfundet ind og straffede forbryderne. Tempel- skjendere blev dræbt og ofret til guderne. Menedere, forrædere og andre særlig afskyelige forbrydere, hvis forseelse rammede hele samfundet, blev druknet i myrer. I myrer iJylland og Nordtysk- land har man fundet lig af mænd og kvinder, som er rammet ned med pæler, saa vi ser, at denne dødsstraf virkelig blev udøvet - kanske endog noksaa langt ned i tiden. Det, som den gamle, norrøne kultur først og fremst manglede, var mildhed og næstekjærlighed. Det var først i vikingetiden, at skabningen begyndte at graate over Balder. Et ord som „kjær“ og den følelse, som er forbundet dermed, fandtes endda ikke ivikinge- tiden; ordet er først kommet ind fra fransk (Cher) lidt senere i middelalderen. Naar vi læser om ættefeider i sagaerne, er det meget,
