LlVET I VIKINGETIDEN Stod end nordmændene i vikingetiden paa mange maader høit baade i aandelig og i materiel kultur, saa stod de dog ogsaa paa mange omraader tilbage. Samfundet var endnu ufuldkomment orga niseret. Menneskene følte sig ikke som medlemmer af et folk eller en stat, men bare som medlemmer af en æt. Ætten var Samfundets rygrad, en politisk, religiøs, moralsk og retslig enhed. Naar en mand blev dræbt, var det et „skaar i ætten“. Hele ætt6fi maatte tage del i hevnen, og enhver af dens medlemmer maatte svare for, hvad den anden gjorde. Følgen var, at privatfeiden overalt raadede, og at den fred, som herskede, var „den væbnede fred“, som maatte sikres ved høitidelige eder og aftaler. Den, som brød den edelig forsikrede fred, blev kaldt „niding“ og stillet udenfor loven; han kunde jages som vargen. Hevn- følelsen og ættefølelsen var kanske de dybeste følelser hos denne tids nordmænd og det, som mest skilte dem fra nutidens mennesker. En- hver krænkelse krævede hevn eller anden opreisning. Retten til at kræve opreis- ning for lidte krænkelser sad saa dybt i de gamles fore- stillinger, at den blev til indbegrebet af ret i det hele. o Spænde af bronce. Naa1 til en spænde I-Iedem1rken. Sn1uen, N.Trondh1em. I gammelnorsk betegner réttr den opreisning, som tilkom ethvert fuldmyndigt menneske for visse større retskrænkelser; opreisningen 25l
