l..AND oo Fo1.1( 23l Den, som i vikingetiden kom fra Danmark til Norge, kunde ikke undgaa at lægge m’erke til, at bebyggelsen ide to lande var forskjellig. I Danmark laa menneskenes boliger dengang i endnu langt høiere grad end nu samlet i landsbyer og ikke spredt. I Norge laa de derimod ligesom nu enkeltvis og hver for sig, stundom kunde det være langt og stundom kort mellem dem. Husene laa ofte høit, hvor det var vid udsigt og let at verge sig mod overfald. Det er muligt, at der paa nogle faa steder i det sydvestlige Norge (paa Jæderen og paa Lister) har været tilløb til landsbybebyggelse; men mere end et tilløb blev det ikke. Ogsaa andre steder, som ved l-lundorp i Gudbrandsdalen, har der efter navnet at dømme været en klynge af huse.I Men der er ikke mange steder i vort land, hvor bygderne er saa aabne og flade, at det vilde være mulig for bønderne at bo sammen i landsbyer og at dyrke jorden i fælles- skab. Gaardene var i oldtiden gjerne større end nu. De gamle storgaarde i Aker f. eks. er nu for det meste opstykket iflere eien- domme. Der var ogsaa mange flere huse paa gaarden, og denne var i langt høiere grad end nu ættens hjem. Jorden havde i den ældste tid været hele ættens eiendom, og den enkelte kunde bare hæve sin andel ved at tage del i driften; medlemmerne af ætten levede oprindelig i formuesfællesskab. I vikingetiden var dog dette udviklingstrin overvundet, og enkeltmandseiendom raadede. Men medlemmerne af ætten havde „odelsret“ til gaarden, og de kunde, om eieren vilde sælge, løse den igjen. Det hændte i gammel tid næsten aldrig, at gaarden kom paa fremmede hænder, uden naar den blev konliskeret af kronen. Mange steder bodde faderen og de gifte sønner sammen, drev gaarden i fællesskab og spiste ved fælles bord. Paa Bergtorskvaal paa Island levede saaledes ifølge Njaals saga den gamle Njaal og hans hustru med tre gifte sønner og en dattermand foruden tyende, børn og affældige, henved halvhundrede mennesker i det hele. Under slige forhold maatte ætten føle sig som en enhed og dens medlemmer føle sig knyttet sammen ganske anderledes end i vore dage. Der var ogsaa mange flere tjenestefolk paa gaardene dengang end nu. Frostatingsloven regner tre træler paa en gaard, som føder tolv kjør og to hester. Paa en gaard af denne størrelse lever i vore dage i regelen bare bonden og hans hustru og børn og i høiden en tjenestejente. D Ættegaardenes tal var dog i vikingetiden forholdsvis lidet. En I Sidste led er þorp, som i gammeldansk betyder landsby, ligesom det tyske „Dorf“. . j
