184 GUDETRO, GUDSDYRKEl.SE, OVERTRO, TROl..DOM tækket; med brynjer er bænkene dækket. En ulv hænger vesten- for døren, en ørn svæver derover. - Begge tænktes vist udskaaret. - Fem hundredeI døre og fyrretyve, saa mange skal det i Valhal være. Otte hundrede einherjer gaar paa éngang fra hver dør, naar de gaar for med ulven at kjæmpe.“ Her er Odins og einherjernes, de udvalgte kjæmpers bolig. l5inherjernes liv er slagsmaal og drikkelag. „Alle einherjer i Odins tun hugges hver dag; de vælger val og rider fra kampen og sidder siden forligte sammen,“ heder det i et af Eddadigtene. Oprindeligere er kanske en anden forestilling, nemlig at livet i Valhal var som her paa jorden, at menneskene selv efter døden var uvenner, og at nogle var herrer, andre tjenere. Da Helge Hundingsbane kom til Valhal, bød Odin ham raade over alt sammen med sig. Straks sagde Helge til sin gamle uven kong l-lunding: „Du skal, l-lunding, til hver mand fodlaug gjøre og tænde paa varme, binde hunder, gjæte hester, give svinene sod, før du at sove gaar.“ I almindelighed skildres dog Valhal som en gjestebudshal, hvor der stadig er gilde. Naar Odin ventede en navngjeten helt, tjeldede han væggene og lod bænkene dække med halm som i en jordisk kongebolig. Som Odin siger i „Eiriksmaal“: „Hvad er det for drømme? Jeg drømte, jeg stod før daggry op for Valhal at rydde for at tage imod faldne kjæmper. Jeg vækkede einherjerne, bad dem op at staa for bænker at strø, ølkar for at rense og valkyrjerne vin at bære, som var det en konge der kom.“ Snart efter kommer Eirik Blodøks, og Odin sender Sigmund og Sinfjotle ut for at tage imod ham. Valhal tænktes som et himmelsk slaralfenland. Odin selv levede bare af vin. „Af vin alene den vaabengjæve Odin altid lever,“ heder det i et af liddadigtene. Den mad, som blev sat paa hans bord, gav han til sine to ulver, Gere og Freke. Einherjerne spiste derimod flesk og drak mjød. Galten Særimne blev hver dag lagt i gryden, og hver kveld var den levende og lige hel“igjen. Mjøden kom fra yverne paa gjeten Heidrun. „Heidrun heder en gjet, som staar paa l-lerjafaders (ɔ: Odins) hal og bider af Læraads grene. Øsekarrene fylde hun skal med den straalende mjød; den drik kan ikke mindske,“ siger Odin selv. Det var nok mjød til at gjøre alle einherjerne drukne. I dette Valhal, som Eddakvadene og Snorre skildrer, er meget af udstyret vikingebytte, som vore for- fædre har gjort i lrland. Selve Valhalstroen er dog meget ældre end vikingetiden, og i virkeligheden var det liden forskjel mellem ’ l-lundrede, ɔ: et stort hundrede eller læ.
