132 JERNA1.1)BRBN De vidner om fredlige handelsforbindelser, hvorigjennem vore for- fædre lærte vestens lande at kjende, og som var med at forberede vikingetogene. Ogsaa indadtil lagdes grunden for kraftudfoldelsen ivikingetiden. Velstanden øgedes, folkemængden voksede. Nyt land blev ryddet. Derom vidner bl. a. de mange gaardnavne, som ender paa -stad (-staðir) og hvoraf de ældste er fra slutningen af mellem- jernalderen. Saaledes kom ikke vort folks heltetid som lyn fra klar himmel. Den var frugten af en lang udvikling IV. RUNERNE. SPROGET I DEN ÆLDRE JERNALDER il vi lære de forhold at kjende, hvorunder vort folk har levet i forhistorisk tid, da maa vi undersøge gravene og de sager, som findes i jorden. Oldsagerne har bare én mangel; de er navnløse, og de fortæller os ikke om bestemte hændelser i folkets historie. De giver saa at sige generalnævneren av menneskenes liv isvundne tider. Men historien vil gjerne knytte sig til navne og hændelser,- og helst vil den hente sin kundskab fra bud om fortiden paa vort eget maal. Thi da er det, som om vi hører de svundne slegter selv tale til os. Alt i broncealderen havde.folk herhjemme prøvet i billeder hugget ind i fjeldet at fortælle om tidens daad og om dens tro. l-lelleristningerne eiede for Samtiden sin tydelige mening, og alle forstod deres tale. Men nu eier vi ikke længere nøklen til helt at forstaa dem. Og selv om vi havde kunnet tyde helleristningerne, saa er de dog bare billeder; de indeholder ingen ord. Først gjen- nem bogstavskriften taler fortiden til os med tydelig røst. For femten hundrede aar siden blev ingen bøger skrevet i Norge, og de sange og sagn, som dengang levede paa folkets mund, er glemt og døde. Men i indskrifter, som er hugget ind i den haarde sten og ridset ind paa sager, som de døde fik med sig i graven, taler de nordmænd, som levede i folkevandringstiden og mellemjern- alderen, til os. Bogstavskriften er, som saa mange af de grund- læggende drag i vor kultur, kommet til Europa fra Asien. Der havde lidt efter lidt billedskriften udviklet sig til en stavelseskrift og videre til en bogstavskrift. Grækerne mente, de havde lært bogstavskriften af fønikerne, og vi har al grund til at tro, at det forholder sig saa. Men de ældste semitiske alfabeter kjendte bare tegn for konsonanter, ikke for vokaler. Grækerne derimod indførte
