106 JBRNA1.1)HREN W gjengjæld, ikke mindre end seks maaneder senere, omkring vinter- solhverv, er solen i 40 dage intetsteds at se paa denne ø, men vedvarende nat er udbredt over den. Derfor er menneskene i hele denne tid nedtrykte, da de ikke kan ha noget samkvem med- hver- andre. Vistnok er det nu paa ingen vis lykkes mig, saa meget jeg end ønskede det, at komme til denne ø og se med egne øine det, som er fortalt af andre. Men fra dem som er kommet derfra til os, har jeg faat samlet oplysninger om, hvordan de er istand til at tælle dagene, da solen hverken gaar op eller ned i de om- talte tider. Disse svarede mig sanddru og oprigtig og sagde, at solen, som nævnt, i 40 dage ikke gaar ned, men den sender lys til indbyggerne, snart mod øst og snart mod vest. Men naar solen under sit omløb paa himmelen vender tilbage til det sted, hvor den først viser sig, naar den staar op, da er det efter deres reg- ning gaat en dag og en nat. Men naar nætternes tid indtræffer, da finder de ved at iagttage maanebanen en maalestok, og regner derefter dagenes tal. Men naar 35 dage er gaat i denne lange nat, da er det skik hos dem, at nogle sendes op paa fjeldtoppene, og naar de derfra bare saa omtrentlig ser solen, meddeler de beboerne nedenunder, at om fem dage vil solen lyse for dem. Men disse Samler sig og feirer, rigtignok i mørke. det glade budskab. Men dette er hos indbyggerne af Thule den største af deres fester. Jeg tror at disse øboere, om end den samme hændelse indtræffer hvert aar hos dem, alligevel svæver i frygt for, at solen engang skal blive helt og holdent borte for dem.“ Slig skildrer Prokop de gamle nord- mænds julefest. Derefter fortæller han om skridfinnerne (Skrithi- jirtoi), deres dyriske levesæt og deres dragt af skind, som er sydd sammen med dyresener. „Næsten alle de øvrige indbyggere af Thule skiller sig dog ikke meget,“ fortsætter han, „ud fra andre folk. De dyrker en mængde guder og høiere magteri himmelen, luften, jorden og havet, og ligeledes visse andre høiere væsener, som skal opholde sig i kilders og elvenes vande. Men de“slagter al slags offer og bringer dødsoffer. Men det skjønneste af alt offer er for dem det menneske, som de først har taget tilfange i kamp. Dette ofrer de til krigsguden (Ares); thi ham holder de for den største af guderne. Men de vier den fangne til guderne ikke bare ved at ofre ham paa vanlig vis (ved at bruge ild ved ofringen), men de hænger ham ogsaa op i et træ eller kaster ham i torner, og ombringer ham paa andre fæle dødsmaader. Saaledes lever ind- byggerne i Thule.“
