og kvarts, tildels også hornblende; her indover høiden forskjellige krystallinske skifere af vexlende sammensætning. Den overveiende feldspat tildels oligoklas. Faldet her i toppen c. 30 ° SO.
14de august. Josndal til Løineng og tilbage fra Løineng langs foden af Skarsfjeldet.
Skarsfjeldets profil havde jeg allerede undersøgt d. 4de august 1875; jeg fandt dengang i foden øiegranit, derover alunskiferlignende mørk sortblå glinsende skifer (fyllit), så grøngrå kvartsårede fylliter, derover skifrige kvartsiter (?) (helleskifer), så i toppene af Skarsfjeldet og søndre Krosfonsnuten forskjellige krystallinske skifere, planskifrige gneise, hornblendeskifere, granatførende gneise o. s. v. Fald i det hele svagt 30—20° OSO til O. —
Granitgrænsen mod den overliggende skiferformation bestemtes (1877) til korr. bar. 709 mm. = 1950ʹ eller 612 m. o. h. ved Løinengvand under Skarsfjeldet. Herfra hæver den sig mod vest til korr. bar. 701 mm. = 2273ʹ eller 709 m. o. h. Endnu mere hæver sig granitgrænsen stærkt på vestsiden af Josndal i Sauenutens profil, som jeg opgik 7de august 1875. Overhovedet er det kun på selve store Vidda, at graniten over længere strækning danner en nogenlunde jevn underlagsflade for skiferformationen.[1] —
- ↑ De i dagbogen anførte barometerbestemmelser var udførte med et nogenlunde brugbart aneroidbarometer og høiderne bestemte ved sammenligning med barometerobservationer fra de nærmeste meteorologiske stationer efter velvillig opgivende fra det meteorologiske institut; de beregnede høider er dog neppe meget nøiagtige, da afstandene fra nærmeste stationer var for store. —
De i dagbogen anførte bergartbestemmelser er ikke korrigerede, men meddelte i uforandret form.
På reisen i 1877 ledsagedes jeg af min ven nuværende professor N. Wille.
