og det blev en del år senere for Norges vedkommende underlagt det norske finansdepartement. Først fra 20. april 1858 fik udenrigsministeren ifølge kongelig resolution sin nuværende overledelse af konsulatvæsenet.
Den svenske påstand: at fællesskabet er nødvendig ifølge sagens natur, er således både realiter og historisk urigtig; og den er faktisk underkjendt af den svenske regjering selv, da den gjennem sine underhandlere udtalte, at «det har vist sig ikke at være umuligt — — — at anordne et system med særkonsuler for hvert rige» (se nedenfor s. 67).
Efterhånden som Norges skibsfart og udenrigshandel skjød stadig sterkere vekst, matte det tidspunkt nærme sig, da Norge trængte et eget konsulatvæsen som, ledet udelukkende af norsk myndighed, kunde udelt ofre sig for norske interesser. Der kan i denne forbindelse mindes om at Norge har sit eget flag, som vaier over en handelsflåde som nu er den fjerde største i verden, og omtrent tre gange så stor som Sveriges. Ulemperne ved fællesskabet tiltog, eftersom de to landes handelsinteresser mer og mer kom i konkurranceforhold til hinanden; og de blev særlig påfaldende, da Sverige i 80-årene slog ind på en sterk beskyttelsespolitik, mens Norge fremdeles fastholdt et nærmest frihandlersk system. Den umiddelbare følge deraf blev at tidligere fælles norske og svenske bandelstraktater med fremmede magter forandredes til særskilte traktater, forskjellige for Norge og Sverige. Dette
