gjorde fælleskonsulernes stilling end vanskeligere, og med en svensk udenrigsminister som overordnet var det at frygte for, at hvor interesserne var stridende, bekostningen gik ud over Norge. Konkurranceforholdet blev ytterligere skjærpet, da Sverige for ti år siden opsa overenskomsten om for det meste toldfri handel mellem Norge og Sverige, hvorved begge landes eksport blev tvunget til mere at søge ud på fremmede markeder. Den toldfrihed som indtil da bestod mellem de to lande, var uden tvil det sterkeste reale bånd dem imellem, og ved dens opsigelse fra svensk side blev livsnerven i de to landes kommercielle og industrielle samliv overklippet.[1]
For Norge var det desuden en aldeles urimelig stilling, at det, med en flere gange så stor skibsfart som Sverige, skulde ha mindre end halv indflydelse på ansættelsen af de konsuler som skulde vareta disse store interesser. Skjønt Norge knapt har halvt så mange indbyggere som Sverige, har det indtil for nylig gjennem sine skibsafgifter betalt den langt overveiende del af udgifterne ved det fælles konsulatvæsen. Nu deles de med en halvdel på hvert af landene.
Hyppige interesserivninger som fandt sted mellem begge riger, var ikke skikket til at styrke
- ↑ Dette er vistnok også nu blit mer og mer erkjendt i Sverige. Den forhenværende svenske udenrigsminister Lagerheim betegnede saledes for nylig på et svensk måde denne opsigelse af den sakaldte «mellemrigslov» som den største dårskab i svensk unionel politik.
