Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/88

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Amsterdam; fra Mandal 1 Mand ligesaa. (Samme Aar fra Holme 2 Søstre gifte i Jylland).

I 1760: Fra Oddernes i et eneste Bo 1 Søn, der er død i Holland, men hvis norske Enke lever igjen der med sine Børn og 3 Døtre, alle gifte i Holland (den yngste kun 17 Aar gammel).

Det følger af sig selv, at disse Udreiser ikke fandt Sted uden stadige Forsøg paa at forhindre dem saavel fra den civile som den militære Øvrigheds Side. Lister og Mandals vistnok mest navnkundige Amtmand, den nysnævnte Povel Juel, gjorde i 1711 et Forslag, der gik ud paa, at Bondens Sønner og Døtre »ikke skulde have Lov til at forlade sin Hjemstavn eller gribe til nogen anden end Bondehaandtering«, med andre Ord tilsigtede Indførelsen af Stavnsbaandet i Norge,[1] hvilket Forslag uden Tvivl har været foranlediget ved Udvandringerne til Holland. Man maa ogsaa erindre, at dette Forslag fremsattes paa en Tid, da Krigen med Sverige fremkaldte idelig Udskrivning baade til Landhæren og Flaaden, og at altsaa Kystungdommens Tilbøielighed til at liste sig ud af Landet maatte ytre sig endnu stærkere end

  1. Historisk Museum, udg. af T. A. Becker. B. I. H. 1 (mere er aldrig udkommet) S. 62. Povel Juels Forestilling findes i Manuscriptsamlingen paa Ledreborg.