Mod Vinter-Tiden, naar de have endt Seiladsen
Og ere færdige igjen at reise hjem.
Hvorvel den mindste Del kan ventes hid tilbage,
De fleste blive der og andre Steder, hvor
Det Handels-rige Land skal sine vare tage;
Det gjør, at Nordens Folk fast allevegne boer.
Der sidde mange vel med Skibe. Gods og Penge:
Det var at ønske, at de sadde her hos os.
Det skulde sluttelig ei heller vare længe
Naar Handelen kom i Flor og slog sig til en Flos.
Hvis ikke Dannemark og Norge gav Matroser,
Da kunde Handelen i Holland ei bestaa,
Thi samme gjør vel Ord og af sin Handling roser,
Men feiler Folket, der med skibene skal gaa,
Naar vore Lande selv kan vore Søfolk bruge,
Ernære dennem vel og skaffe dem afsted,
Skal Holland visselig ei alle Ting opsluge,
Men lade Dannemark fortjene noget med.[1]
Men den Tid af mere end halvandet Aarhundrede, i hvilken Frugten af Norges Sømænds Arbeide for en væsentlig Del havde bidraget til et fremmed Folks Berigelse, har ikke været spildt for Udviklingen af vort eget Lands Søfart. Det har været en gavnlig Skole, om end en lang og en streng. Det norske Folk, der i Middelalderens sidste Aarhundreder var blevet afvant med at
- ↑ N. S. Bøgh, Den Algierske Freds-Historie. S. 132–133.
