rokko 1753,[1] men havde ogsaa senere gjentagne Ubehageligheder navnlig med Algier og tilsidst med Tripolis, mod hvis Dei der 1797 endog maatte udsendes en Flaade, der efter et heldigt Slag tvang ham til Eftergivenhed. Ved de bekjendte Søtræfninger mellem danske og norske Skippere og Barbareskerne, i hvilke hine flere Gange kjæmpede med Hæder, skulle vi her ikke opholde os.
Der gives ikke faa Beretninger om dette Slaveri, især Erindringer af hjemvendte Fanger,[2] og mange af vore Landsmænd have maattet tjene muhammedanske Herrer, og blandt dem ere mange blevne fangne, medens de fore under hollandsk Flag, noget, der falder af sig selv og desuden flere Gange udtrykkelig omtales. I Danmark og Norge havde man egne saakaldte Slavekasser, af hvilke
- ↑ J. K. Høst, Mærkværdigheder i Kong Frederik den fantes Levnet og Regjering. Kbhvn. 1820. S. 126 fgg og 209 fgg.
- ↑ Af saadanne Skrifter i den dansk-norske Literatur kunne nævnes: Harck Olufs (en sønderjyde eller Friser fra Amrom): Besynderlige Avantures især til Constantine og paa andre Steder i Africa. Kbhvn. 1747; Wilh. Fr. Ravn: Kort Underretning om det Maroccanske Slaverie 1751–53, forfattet paa Vers. Kbh. 1754. 4; samt L. Diederich, (en Bergenser, om hvem se Norske Magasin. III. S. 487): Sandfærdig Fortællelse om de Christnes ynkværdig Slaverie udi Barbariet (i Samtaleform). Kbh. 1755.
