Jeg gaar nu over til at omtale nogle Landsmænd,
der selv have nedskrevet sine Erindringer
fra den Tid, de færdedes blandt Hollænderne.
Nogle Uddrag af disse autobiographiske Meddelelser
ville bedre end noget andet give os et Begreb om
Datidens Sømandsliv i fjerne Farvande.
I Christian IV.s Dage forlod en Jacob Jensen, som senere kaldtes Jacob Nordmand, sit Fødeland Norge og gik til Holland, lærte der først Smedeprofessionen og tog derpaa hollandsk Krigstjeneste i Brasilien, hvor han i Aarene mellem 1630 og 1640 en Tidlang kjæmpede under mange Eventyr, indtil han omsider 1640 kom hjem til Norge og tog Tjeneste som Constabel paa Akershus. I denne Egenskab deltog han i Krigen under Hannibal Sehested, men under Frederik den tredies og Sophie Amalias Ophold i Christiania ved Hyldingen 1648 gav han Prøver paa sit Talent som Billedskjærer, hvorfor Kongeparret tog ham med til Kjøbenhavn, hvor han opnaaede Anseelse som Kunstner. I en desværre kun delvis bevaret Autobiographi[1] har han fortalt om sine Hændelser.
- ↑ Trykt under Titelen »En ubenævnt dansk Kunstners LevnetsHistorie« i Suhms Saml. til den Danske Historie. II. 3. S. 134 fgg. Forf.s Navn er paavist af R. Nyerup i hans Efterretninger om Frederik den tredie. Kbhvn. 1817. S. 17–174.