brændte i Haag 1844.[1] Men samtidige Vidnesbyrd, der omtale Forholdet i sin Almindelighed, saaledes som det var i Slutningen af det syttende Aarhundrede, savnes ikke, og nogle saadanne skulle her anføres.
I 1670 indberettede den dansk-norske Gesandt i Haag. Marcus Gjøe, til Regjeringen i Kjøbenhavn, at der gaves en stor Mængde af Kongens Undersaatter i hollandsk Tjeneste, samt at de fleste vare Nordmænd. Han tilføiede at næsten alle vare Matroser eller dog kun Officerer i de laveste Stillinger, thi Hollænderne vare altfor »jaloux« til at gjøre dem til Lieutenanter og Capitainer.[2] Ni Aar senere bemærkede Niels Juel, der selv i adskillige Aar havde tjent Hollænderne og kjendte disse Forhold til Punkt og Prikke, at ide Constabler, som duede noget, vare for det meste norske eller engelske, der droge til Holland for at lade sig
- ↑ Meddelt mig af Dr. Yngvar Nielsen, som under en Reise i Holland 1878 forespurgte sig herom.
- ↑ Chr. Bruun, Curt Sivertsen Adelaer. Kbhvn. 1871. S. 217. Denne Jalousi var et fremtrædende Træk hos Hollænderne og gjorde sig endog gjældende mellem de enkelte Landskaber i den nederlandske Republik. En dansk Forfatter fra Midten af forrige Aarhundrede bemærker saaledes, at de egentlige Hollændere navnlig vare meget iversyge lige over for Zeuwerne (Zeelænderne). L. F. Rømer, Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea. Kbhvn. 1760. S. 33.
