søfarende Folk. Deres stæder havde en Tidlang sluttet sig til Hanseforbundet, men fandt i Begyndelsen af det femtende Aarhundrede ikke længere sin Fordel ved at rette sig efter de Beslutninger, der toges under Lybeks Indflydelse. Navnlig blev Handelen paa Østersøen, især paa Lifland og Rusland, et Tvistens Æble mellem Hollænderne og de egentlige Hanseater. I Erik af Pommerns Dage skede det afgjørende Brud, og nu blev det netop denne Splittelse, som gjorde det muligt for de nordiske Riger nogenlunde at udholde Trykket af Fremmedes Handelsaag. Saa kom det sextende Aarhundrede og med dette Nederlændernes Glandsperiode. Kampen mod Spanien kaldte alle deres store Evner tillive, og Portugals Forbindelse med Spanien gav dem Anledning til ogsaa at angribe dette Land, der i Indien havde vundet en Magtstilling, som maatte synes næsten utrolig, naar man betænker dets egen Lidenhed.[1] I 1595 om-
- ↑ At fremmede søfolk og det i Mængde deltoge i portugisernes Tog, er vist nok. Enkelte Nordboer have vel ogsaa været deriblandt. Saaledes skal en dansk Adelsmand »Balarte« i det femtende Aarhundrede være bleven skudt ved det grønne Forbjerg, idet Negerne lumskelig havde lokket ham i Land »for at vise ham en levende Elefant«. O. Peschel, Geschichte des Zeitalters der Entdeckungen. Stuttgart u. Augsburg 1858. S. 83.
