Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/133

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

sen fremdeles betalte, men de bleve nu formelig ophævede ved Lov af 25 Mai 1818. Kirkebygningen skjænkedes af Frederik VI. til Menigheden, men denne var stærkt indsvunden, og Kirken stod lukket i 10 Aar; de to sidste Forstandere, Jens og Ernst Wolff, begge Nordmænd eller af norsk Herkomst, udleiede den til et Methodistsamfund,[1] og Leien anvendtes til at understøtte fattige Danske og Norske i London. De Nordmænd, som opholdt sig i denne Stad, sluttede sig herefter til den svenske Kirke dersteds. Senere var det paa Tale at sælge den forrige dansk-norske Kirke, og der opstod i denne Anledning Spørgsmaal om Eiendomsretten til den. Den norske Generalconsul hævdede, at denne for den halve Del maatte tilkomme Norge, den norske Regjering var tilbøielig til at frafalde Fordringen herom, da alt Mellemværende mellem Danmark og Norge maatte ansees som opgjort ved Conventionen af 1819, men da dog Finantsdepartementet heldede til Generalconsulens Opfatning, vedblev, da Salget ikke kom istand, Halvparten af Leien at tilflyde trængende Norske.[2]

  1. At den ansete Wolffske Familie selv har været paavirket af Methodismen, synes at fremgaa af J. G. Rists Lebenserinnerungen. I. S. 385.
  2. P. W. Becker i Evangelisk Ugeskrift for 1864. S. 340 fgg.