Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/119

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Danmark og Norge, og først efter mange Anstrengelser og Reiser af Weggersløff og Præsten Brinck kom man saavidt, at Grundstenen kunde lægges af den danske Gesandt Mogens Skeel 1694, hvorefter Bygningen kunde tages i Brug den 15 November 1696, en Dag, der senere altid høitidelig feiredes af Menigheden. Dens senere Præster vare Mag. Jørgen Ursin (1702–1713), Philip Julius Bornemann (1713–1725), Søren Poulsen (1725–1748), Albert Michelsen, ordineret af Biskop Kæmp i Christianssand, (1748–1770), Christian Roede, forhenværende Capellan paa Modum og kaldet efter Forslag af Bernt Anker, (1771), Hans Hammond, ligeledes kaldet efter Bernt Ankers Forslag, (1774–1775), Alexander Holm (1775–1783), Laurids Gros fra Arendal (1790), Lars Bræmer (1793), Ulrik Fredr. Rosing fra Frederiksstad (1801–1812), Andreas Charles Kjerulf (1812–1817).[1] Den mærkeligste af disse var vistnok den bekjendte Forfatter Hans Hammond. Han nedstammede fra en engelsk Republikaner, Thomas Hammond, der som en af dem, der havde dømt Carl I. til Døden,

  1. I Norske Stiftelser, udg. af N. Nicolaysen, III. S. 1007, angives ogsaa en Lars Lange Bremer (død 1819 som Sognepræst til Holden) at have været Præst ved denne Kirke.