øvede en kjendelig Indflydelse paa Moderlandets Cultur og i det Hele have efterladt et kjendeligere Spor i Historien, end de – langt talrigere Landsmænd formaaede, der droge til Holland.
I de første Menneskealdre efter vor Trælasthandels Opblomstring have udentvivl Skotterne i langt større Grad end Englænderne været Kunder for vore Skovprodukter og navnlig hyppig indfundet sig ved Siden af Hollænderne paa Kysten af Bergens Stift, ja ikke sjelden ogsaa nedsat sig i Bergen. I denne By toge saaledes i Aarene 1613–1644 ikke mindre end 77 Personer fra det egentlige Skotland Borgerskab, hvortil kom endnu flere fra de Norge fordum tilhørende Øer, nemlig 75 fra Orknøerne og 5 fra Hetland. Englændere forekomme derimod kun yderst sjelden.[1]1
Eftermanden begyndte imidlertid ogsaa Englænderne at hente Trælast fra Norge og da fornemmelig fra Østlandet, hvis Skove vare de bedste og rigeste. Allerede i Christianias første Aar finde vi Udførsel herfra til England, og om denne Forbindelse har man blandt andet endog en Erindring hos en af Samtidens største Forfattere, nemlig det Sted hos Milton, hvor det heder:
- ↑ Bergens Borgerbog, udg. af N. Nicolaysen. Kra. 1878. S. 28 fgg.
