saa ikke faa tyet til England. Ligesom nemlig Hollænderne i sin Tid havde afløst Portugiserne som Verdens mest søfarende Nation, saaledes havde atter igjen Engelskmændene begyndt at gjøre Hollænderne Rangen stridig, for tilsidst ganske at overfløie dem. Men England var et stort og folkerigt Land, der ikke i den Grad som det lille Holland tiltrængte fremmede Søfolk for at bemande sine mægtige Orlogs- og Handelsflaader. Derfor kom vore Landsmænd heller ikke paa langt nær til at søge engelsk Tjeneste i den Udstrækning, som de havde søgt og fremdeles søgte den hollandske. Og medens Kilderne, som de foregaaende Capitler have vist, forholdsvis indeholde ret rigelige Oplysninger om norske Udvandringer til Holland, ere de temmelig sparsomme, hvor det gjelder England. Af særlige Vidnesbyrd om Nordmænd paa engelske Skibe støder man kun paa temmelig faa.[1] Derimod finder man i flere af de
- ↑ Mellem disse kunne exempelvis anføres to Brødre fra Frederiksstad, Georg Carstensen Nyebuhr og Thies Carstensen Nyebuhr, fødte omtrent 1654–56, der begge (se ovenfor S. 26) deltoge i Kampen mod Hollænderne ved Solbay 1672 og siden bleve Officierer i den dansk-norske Marine. Tidsskrift for Søvæsen. 1861. S. 182 og 247. Navnene tyde paa Slægtskab med de to i den videnskabelige Verden bekjendte Mænd af Navnet Niebuhr. Carsten N., der for dansk
