Salten, Lyngen og Alten og Varanger, skal det altsammen flytte fra Norge?
Men til Bodø igjen. Dens naturomgivelser har ingen sydligere by mage til. En solaften paa Holmenkollens altaner er meget smuk, men har man efterladt sine superlativer der, resikerer man at bli uhøflig af stumhed overfor sine Bodø-verter, naar man staar ved deres turisthytte paa fjeldtoppen bag byen. Kristianiadalen blir slunken fattigdom mod arkitekturen i fjeldkysten ved Bodø. Selv paa en kortfattet tur indover de flittig opdyrkede myrflader bag Bodø, forbi millionanlægget: det nordlandske marmorhus for sindssyge og op til turisthytten faar man en omfattende udsigt og et sterkt indtryk af Bodø-landets natur. Allevegne, fra hav og til rigsgrænsen, en stimmel af toppe, mørke vægge og skinnende snebaand, og ind gjennem vildskaben fjorde i tunger. Den som havde havt tid til at slaa følge med, ind Saltenfjorden gjennem den berømmelige Saltstrømmen ind i Skjærstadfjorden, opover Nedre- og Øvrevand, videre med Sulitjelmabanen frem gjennem en bugtende, trang dal mellem fjeldvæggen og den hvide, vilde elv frem til Sulitjelmas stort anlagte kobberverk. Men den fart faar vi skrive i vore ønskers bog og haabe paa en gavmild fremtid.
I havet udenfor Bodø staar den mægtige Landegode. Paa den ene fløi en høi top, paa den anden en svær ryg, og en sadelformet forsænkning imellem. Under festen ved turisthytten fik vi Landegode mellem os og nattesolen, skylagene letned af fjeldene eller sank ned, tyndedes ud til flor, hvori solstraalerne væved farver ind, og Landegode stod paa havets blanke salsgulv og drapered med slør af taageflor og solguld. Fra turishyttena plataa og altaner stirred betagne øine mod dette første syn af midnatssolens land; det var første nat, første akt
