Bodø ser ud som de fleste træbyer langs kysten, det
eneste nye for os sydlændinger er de høie pælebrygger
og de sleipe, slemme bryggetrapper, som skal udjevne
den svære forskjel paa flod og fjære. Desuden er der
det merkelige ved denne træbv, at der er huse, der kan
tilegne sig æresbegrebet: De ældste. Bodø har nemlig
aldrig havt ildebrande, som er lykkedes, byen har
nemlig saadant et tryk i sin vandledning, at den af bare
vandskræk ikke kan drænde. De ældste hus har paa
gammel norsk vis torvtag med græsgange paa, der stod
saa frodige, at vi fra det afbrændte syden kunde taa
vand i munden.
Bodø har ca. 5000 mennesker, og de liker sig bedst ved de vinduer som vender mod sjøen: men Bodø begynder at strække sig indover landsiden, den spekulerer paa, om den ikke snart skal se lokomotivrøgen fra Nordlandsbanen. Naar de blanke skinner har knyttet Nordland ind i landets jernbanenet, vil vistnok denne landsdel rykke den store fremtid, den drømmer om, endnu raskere imøde. Der er jord nok i Nordland, og der er marmor, og der er metaller, bundne millioner.
Men af denne rigdom, Nordland bygger sine fremtidsdrømme paa, er det ikke nordmændene som løser ud, men udlændingerne. Vi har ikke kapital, svares der. Men hertil svares igjen af folk, som vil være ligesaa kyndige, at det er ikke penge, som vanter, men nordmænds evne til sammenslutning, til at se stort paa det store og vove sig paa, selv om udroren er lang, offervilje og taalmodighed til at vente. Sulitjelmas kobberverk gav i 10 aar intet udbytte, men suged 3 millioner i sig. Nu gir det glimrende udbytte. Selvfølgelig ikke i norske hænder. Grellivare, det svenske anlæg, hvoraf Narvik har sin tilværelse, har til nu kostet omtr. 70 mill., bare til jernbane og kaier 9 mill. Og Dunderlandsdalen og
