dømme om en Mands Fromhed og Ærlighed, førend han kommer i Embed: det er den sande Skueplads, hvorfra han kan vise Verden sin Dyd. Men Dueligheden kan let erfares ved en foregaaende Examen. Den Dumme og Uvidende kan ikke saa let skiule sin Uvidenhed, som Hykleren kan anstille sig from, og Skurken skiule sin Ondskab. Duelighed og Fromhed ere heller ikke stridige Dyder; de kunne ligesaa vel være samlede hos een Mand, som Fromhed og Dumhed kunne være adskilte. Men den, som besidder baade Duelighed og Fromhed, er en fuldkommen Mand. En dum Mand har enten et godt eller et ondt Hierte: er han ond, veed man, hvilke Afskyeligheder Dumhed forenet med Ondskab kan afstedkomme; men er han from, kan han, for sin Uvidenbeds Skyld, ikke bringe de Dyder, som han besidder, i Udøvelse: og tør han ikke, eller kan han ikke selv giøre Ondt, saa kunne hans Betientere det, fordi hhan
behøver deres Tieneste. Den dumme Herremand har gierne en listig Forvalter, og den uvidende Dommer en snedig Secretaire, som bedrager uden Frygt, og skyder Skylden paa sin Herre, naar det mislykkes. Duelighed er altsaa det vigtigste, man maa see paa ved Befordringer.
