mig haardt og utaaleligt, at leve længere af Andres Naade i mit Fædreland, hvor alt Haab om Forfremmelse var mig afstaaret, hvor jeg saae mig fordomt til evig Armod, og hvor enhver Vei til Ære og Lykke var spcrrret for mig, naar jeg ikke gjorde mig bekjendt ved en eller anden forvovei’ Handling. Jeg var altsaa fast bestemt; og da jeg havde anskaffet mig Alt hvad jeg behovede til dette Tog, gik jeg en Torsdag Morgen i et smukt og klart Veir nd af Byen, saasnart det gryede ad Dag, for at jeg efter fuldendt Arbeide kunde vcere tilbage igjen inden Aften. Jeg anede ikke, at jeg, som en anden Faeton,
- Hovcdkulds boltrende ned ustandset afsted gjenncm Luften,[1])
nedstyrtet til en anden Verden, først efter ti Aars Om tumlinger skulde see mit Fædreland og mine Venner igjen.
Dette Tog blev foretaget Aar 1665, da Hans Munthe og Lars Sørensen vare Borgemestere, og Christen Bertelsen og Lars Skaaning vare Raadmænd i Vergen. Jeg tog fire Karle med mig, hvilke bare de Reeb og Baadshager, som jeg behovede ved Ned stigningen. Vi gik lige til Sandvig, hvorfra man lettest kan bestige Bjerget. Da vi vare kommet op paa Toppen og hen til det Sted, hvor den fatale Hule er, og vare trcrtte af den besværlige Reise, satte vi os ned et Bieblik og spiste Frokost. Forst nu, ligesom anende den forestaaende Ulykke, begyndte mit Hjerte at bæve. Jeg vendte mig derfor til mine Ledsagere, og spurgte, om nogen af dem havde Lyst til at prove Lykken forst. Men da ingen svarede, opftammedes atter mit synkende Mod; jeg binder Rebet om mig, gjor mig færdig til Reisen, og befaler mig Gud i Vold. Da jeg skulde til at hidses ned, underrettede jeg
