saa steil, at jeg jo sogte at bestige den, ingen Hule saa dyb og feel, at jeg jo provede at krybe ned i den, for at see, om jeg kunde finde noget mcerkvcrrdigt, som fortjente at undersoges af en Naturkyndig. Thi der gives mangfol dige Ting i vort Fcedreland, som aldrig komme os for Die, ja ikke engang for Bre, men som vi nok skulde faae at lase og hore og erholde vidtloftige Forklaringer om, ifald de fandtes i Frankrige, Italien, Tydsiland, eller i noget andet Land, som er frugbar t paa Mirakler, og forstaaer at udbasuue dem.
Iblandt de Ting, som forekom mig meest mærkelige, var en meget vid og steil Hule paa Toppen af et Bjerg, som Indbyggerne kalde Fløifjeldet. Og da Mundingen af samme Hule af og til ndsender et sagte og ikke übehageligt Vindpust, som om den ved idelige Cuk snart drog Lnften til sig, snart stodte den fra sig, saa troede de Lcrrde i Vergen, iscer den beromte Abel in og den i Astronomie og Fysik særdeles grundige Magister Edvard, Conrector ved den latinske Skole, at denne Sag fortjente de Lærdes Undersøgelser, og da de selv formedelst Alderdom og Svaghed deri forhindredcs, havde de opmnntret deres Landsmcrnd til ncrrmere at undersoge denne Hules Vesiaffen hed; saa meget mere, som den virkelig med Kraft drog Aande ligesom et levende Menneske. Ansporet deels af disse Mcrnds Opmuntrmger, deels af egen Lyst, fik jeg i Sinde at stige ned i denne Hule, og meddeelte nogle af mine Venner dette mit Forsatt. Disse syntes slet ikke herom, da de meente, at det var et taabeligt og fortvivlet Foretagende. Men deres Formaninger nyttede intet. Tvertimod. Istedenfor at dcempe min Hidllghed, opstammedc de den kun endnu mere. Min brcendende Lyst til at gjore Opdagelser i Naturen trodsede enhver Fare; og mine slette Oinstændigheder drev mig desuden dertil af al Magt. Jeg eiede intet, og det var
