ud. For lappen er det almindeligt nok, at han paa ski sætter efter og forfølger sin værste fiende ulven, til han kan skyde den eller endog dræbe den med skistaven. De fleste sibiriske folk driver al sin vinterjagt paa ski, og da vinteren udgjør den længste del af aaret, vil det let indsees, hvilken nødvendighed, ja vi kan sige livsbetingelse, skien er for mange af disse folk.
Skiløbningen er gammel i Norge, — hvor gammel er ikke godt at sige, thi den gaar længere tilbage i den urgraa oldtid, end vi har historiske optegnelser. I eventyrene om vor stamfader Nor heder det karakteristisk nok, at han og hans følge drog frem paa ski. De ventede i Kvænland (Finland), til det blev godt skiføre, og saa drog de vestover rundt den botniske bugt ind i landet. Disse eventyr er dog af en forholdsvis sen dato.
I særdeleshed gjennem prof. Gustav Storm, som har skjænket spørgsmaalet særskilt opmerksomhed, har jeg faaet samlet endel værdifulde oplysninger om skiernes historie i Norge, og jeg skal meddele noget deraf her. «Saavidt jeg forstaar,» — siger prof. Storm i en meddelelse til mig, — «maa skiløbningen hos nordmænd og svenske være laant fra lapperne.» De ældste historiske efterretninger peger ialfald i denne retning. I midten af 6te aarhundrede har to sydeuropæiske skribenter, grækeren Prokop og goteren Jordanes, givet lapperne et navn, som røber vore ældste forfedres opfatning. Begge omtaler den stamme blandt nordmændene, som lever paa 67°—68° n. b., altsaa nordlændingerne, og som kalder sine nomadiske naboer skridfinner. Nordlændingerne har altsaa givet finnerne eller lapperne tillægsnavnet skrid, fordi de fandt, at det «at skriða» var karakteristisk for dem; men «skriða» (glide) er netop i det gamle sprog det
