Hopp til innhold

Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/90

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

have herredømme over dem, saa man ikke render paa trær og stene eller udfor styrtninger. Jo brattere bakke, desto mere hvinende fart faar man, og det er ikke uden grund, at der i «Kongespeilet» siges, at man paa skierne overvinder fugle i flugten, og intet, som følger jorden (ɔ: dyr), kan undgaa skiløberen.

Skiløbningen er den mest nationale af alle norske idrætter, og en herlig idræt er den, — fortjener nogen navn af idrætternes idræt, saa er det isandhed den. Intet hærder musklerne og gjør legemet kraftigt og spændstigt som den, intet gir snarraadighed og behændighed bedre end den, intet hærder viljen og gjør sindet saa friskt som skiløbningen. Kan der tænkes noget sundere og renere end paa en frisk vinterdag at faa skierne under fødderne og stryge tilskogs? Kan der tænkes noget finere og ædlere end vor nordiske natur, naar sneen ligger alendyb, drysset blød og hvid udover skog og aaser? Kan der tænkes noget friere og mere spændende, end naar man hurtig som fuglen stryger udover de skogklædte lier, mens vinterluft og grankviste suser en om kinderne, og øine, hjerne og muskler er spændte, færdige til at undgaa hver ukjendt hindring, som næste øieblik kaster i ens vei? Er det ikke, ligesom hele kulturlivet med engang skylles ud af sindet og ligger igjen med byluften der langt bag —, man gror sammen med sine ski og naturen. Det er noget, som udvikler ikke alene legemet men ogsaa sjælen, det har dybere betydning for et folk, end de fleste aner, dette.

Neppe nogensteds egner naturen sig bedre for skiløb ning end i Norge, bakker er der nok af og ligesaa af sne. Lige fra barnsben vænnes vi til skierne, — den, som god krog skal bli, maa tidlig krøges, — og naturen selv tvinger gutterne i mangen fjeldbygd i Norge, ja jenterne med, til